Biblioteket kan stadig bruges

Brønderslev Bibliotek har lukket - men opfordrer til, at man bruger det digitale bibliotek

03. april 2020 kl. 11.35

BRØNDERSLEV: Som alle andre biblioteketer i landet holder Brønderslev Bibliotek for tiden lukket på grund af corona-krisen. Men det betyder ikke, at man ikke kan bruge biblioteket. Det skal bare være på en anden måde.

Man kan stadig låne ebøger, lydbøger, film, magasiner og meget andet i digital form.

Det fortæller bibliotekar Jytte Albrektsen, der lige som sine kolleger for tiden arbejder hjemmefra.

- Alle er i gang med at lave fremadrettede ting. Vi har en masse arrangementer, der skal flyttes til efteråret, fordi vi godt er klar over, at det varer længe, inden vi kan lukke dørene op for mange mennesker igen. Vi laver nye litteraturlister og holder folk ajour, fortæller hun.

Jytte Albrektsen oplever, at flere og flere i denne tid bruger de digitale måder at læse og låne på.

- Ereolen med lydbøger og ebøger er steget, det er klart. Selv folk, som altid siger, at de hellere vil have den fysiske bog, bliver nødt til at gå derind. Der er et hav af gode muligheder, fortæller Jytte Albrektsen, der peger på, at det med at læse en bog på sin skærm eller at lytte til den er en tilvænning.

- Når man først vænner sig til det, så bliver det et godt plus, at man kan både læse fysiske bøger og lytte til dem. Det er en tilvænning for rigtigt mange, fortæller Jytte Albrektsen - der selv er en af dem, der foretrækker fysiske bøger, men også er blevet glad for de digitale, som er lette at have med rundt på rejser og som man kan lytte til, mens man strikker, stryger, går i haven eller noget helt fjerde.

- Jeg tror, mange af dem, der holder allermest af fysiske bøger, også synes, at det er dejligt at lytte til dem, er hendes erfaring.

Jytte Albrektsen håber nu, at endnu flere vil bruge det digitale bibliotek - og hun peger på, at det teknisk er rimeligt ukompliceret.

Og biblioteket er savnet - det har hun også oplevet under en tur ud at handle, hvor nogle råbte, at de var ved at gå tør for læsestof.

Svarer på spørgsmål

Biblioteket hjælper også fortsat folk under uddannelse, som har brug for hjælp, som kan gives digitalt.

- Vi støtter unge mennesker, som sidder hjemme med opgaver. Der er geniale muligheder at bruge. En af vores ansatte sidder hjemme og har biblioteksvagt og svarer på spørgsmål fra hele landet. De ringer, sms’er og skriver mails.

Biblioteket får også henvendelser på mail, som skal besvares, og så mødes kollegerne på biblioteket også digitalt og bruger tiden til at nå de ting, der ellers kan være svære at nå i hverdagen.

De tager også på webinar og bruger tiden på at blive klogere via kurser.

Også børnebiblioteket er på job, de fortæller hver dag om gode muligheder for ting, forældre kan se eller høre sammen med deres børn.

- Vi ved, at mange følger med og finder gode råd til, hvad man kan se sammen med sit barn, fortæller Jytte Albrektsen.

Ingen ved, hvornår bibliotekerne åbner igen - men folk skal ikke frygte bøder for bøger, der er blevet for gamle.

- Inge får bøder. Der er frit lejde, indtil alting bliver normalt.

Tilbud i det digitale bibliotek

Alle, der er oprettet som bruger hos Brønderslev Bibliotek, kan bruge en lang række tilbud.

Er man ikke oprettet, kan man oprette sig med hjælp af NemID.

På eReolen, eReolen Global og eReolen Go kan man læse eller lytte til e-bøger til alle aldre på dansk og engelsk.

Filmstriben er fyldt med kvalitetsfilm for hele familien.

RB digital byder på alverdens magasiner

For de mange uddannelsessøgende er der også hjælp at hente og frem til 30. juni 2020 er der helt ekstraordinært åbnet for adgang til både Gale Databases og Infomedia, som rummer en kæmpe samling af online ressourcer til dem, der skal skrive opgave og til den videbegærlige.

På biblioteksvagten.dk kan man altid spørge om hjælp.

På bibliotekets hjemmeside findes alle de relevante links.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste