Ida Maagaard Jensen. Foto: Brønderslev Bibliotek
Livet her

Biblioteket giver forslag til gode bøger

05. april 2021 kl. 11:00

Foråret har for alvor gjort sit indtog, og vi kan se frem til lunere temperaturer og færre restriktioner. Ventetiden kan være lang og uudholdelig, og hvor bliver den krimi egentlig af, som du har reserveret på biblioteket til at fordrive tiden med? Brønderslev Bibliotek guider dig til bøger, du kan læse, mens du venter på din reservering.

Vi venter stadig. Vi venter på, at den sidste nattefrost gør det muligt at beskære roserne. Vi venter på, at det bliver vores tur i vaccinekøen. Vi venter på, at den næste sæson af Badehotellet bliver annonceret. Vi venter på, at vi kan komme til 40 års fødselsdag. Vi venter på, at vi kan komme til Krimimesse i Horsens. Selvfølgelig kunne vi da bruge ventetiden på at pudse de beskidte vinduer, som den klare forårssol har afsløret. Men egentlig vil vi helst bare sidde i en lun krog på terrassen og dykke ned i den nyeste krimi af Sara Blædel med en velduftende kop kaffe. Men den venter vi også på, for Sara Blædels nyeste Louise Rick-krimi ”Den tavse enke” er for øjeblikket den mest reserverede bog på Brønderslev Bibliotek. Og ventetiden er desværre derefter.

Mens vi venter

Lad os glemme alt om den friskbryggede kaffe for en stund, for hvis vi kaster et blik på de tre mest efterspurgte titler lige for tiden, rummer listen to krimier og et historisk drama. Vi guider dig her videre til andre beslægtede læseoplevelser med udgangspunkt i denne nervepirrende og altopslugende top tre. Bøger, som du kan kaste dig over, mens du venter på de mest reserverede bøger.

Som nævnt ovenfor indtager Blædels ”Den tavse enke” førstepladsen over mest efterspurgte titler, hvor mordet på en kroejer på Tåsinge afslører store familiehemmeligheder. Mens du venter på den, kan du blandt andet kaste dig over ”Patent på mord” af Lisbeth A. Bille. Det er den første i en nyere serie om den tidligere politimand Freddie Mandix, der via sit nye job i Forskningsministeriet kommer på sporet af fusk med medicin til børn, fiktive resultater og en myrdet forsker. Med skiftende synsvinkler og et hæsblæsende sprog forlader du ikke havestolen, før solen går ned.

”For barnets bedste” af Stine Bolther og Line Holm følger Blædels spændingskurve og har ligeledes håndværket i orden. Generalsekretæren for Røde Kors findes myrdet med et karakteristisk tegn hen over maven, der giver hovedpersonen Maria Just associationer til gamle mordsager med samme tegn.

Et andet gribende plot i provinsen finder man i ”Sorger” af Inger Wolf, hvor der sker en mordbrand i den lille jyske by Fjelstervang. Brandefterforskeren Klara bliver kaldt til byen og indser hurtigt, at det er en pyroman, der er på spil i den lille by.

Tilgængeligt tidsfordriv

Den næstmest reserverede bog på listen er ”Nattens udyr”, som er anden bog i Michael Katz Krefelds krimiserie om politikommisær Cecilie Mars, der skal opklare bestialske kvindemord. Hvis du venter på netop denne bog, kan vi anbefale ”Den permanente”, der er en lignende uovertruffen og skæbnesvanger krimi skrevet af Thomas Bagger. Bagger beretter gennem hurtige dialoger og et tilgængeligt sprog om et mishandlet drengelig ved badeanstalten ”Den Permanente” i Aarhus, som fører til en jagt på en seriemorder, narkosmugling og nazisme.

Seriemordere og konspiration er også tematikken i ”Den sidste gode mand” A. J. Kazinski, der bringer to marginaliserede politifolk i hhv. København og Venedig på sporet af en international konspiration. Serien om Niels Bentzon rummer både tempo og dybde med eksotiske og mystiske elementer.

Den sidste anbefaling til Krefeld-læseren er Oxen-serien af Jens Henrik Jensen, der starter med ”De hængte hunde”. Her forsøger den traumatiserede krigsveteran Niels Oxen at finde ro for sine indre dæmoner ved at bosætte sig dybt inde i Rold Skov. Han hvirvles i stedet ind i en dramatisk sag, hvor hans evner som elitesoldat bliver nyttige. Vi har med et fængslende plot at gøre og et spændingsniveau, der næsten er mere intenst end Krefelds.

En anden tid

På tredjepladsen er den nyligt udkomne ”Pigen fra det store hvide skib” af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa, som klart adskiller sig fra de ovenstående værker med sin historiske fortælling om den unge sygeplejerske Molly, der i 1951 tager med hospitalsskibet Jutlandia til Korea både af humanitære og private grunde. Bogen er hurtigt strøget til tops over de mest efterspurgte bøger på biblioteket, så hvorfor ikke bruge ventetiden i reserveringskøen på at læse titler, der minder om?

At finde sig selv efter Anden Verdenskrig går også igen i Pernille Juhls ”Helenes krig”, der følger jurastuderende Helene Brandt og veninden Jonnas involvering i den danske modstandsbevægelse, hvor opgaverne ændrer sig i en dødsensfarlig retning. Det er en stærk roman om at følge sit hjerte under barske omstændigheder med en fod på hver side.

Hvis vi bevæger os længere tilbage i tiden, finder vi en velskrevet og fængende roman om dagligdagen på et sindssygehospital i slutningen af 1920’erne, der meget passende hedder ”Sanatoriet”. Bogen er skrevet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen og kredser om psykoanalytiker Hannah Neumann, der ansættes som ny læge på nervesanatoriet Sølund, hvor hun forsøger at stoppe en selvmordsbølge på kvindeafdelingen.

Hvis der er yderligere interessere i personskildringer fra Jutlandia, kan Helle Juhls nye værk ”Jutlandia – krig, kald og kærlighed” tage læseren helt tæt på sygeplejerskerne, der kæmpede mod Korea-krigens rædsler med omsorg og kærlighed.

På biblioteket har vi læsestof nok til enhver ventetid, uanset om du er til mystiske mord, sanselig spænding eller dirrende drama. Du kan reservere de omtalte bøger på bronderslevbib.dk eller i appen Biblioteket, der også byder på lækre læseoplevelser både i fysisk og digital form. Lige nu er der nemlig ingen kø til disse materialer – så hvad venter du på?

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu