BI i elitedivisionen
Brønderslev er tilbage i den fornemme række
BRØNDERSLEV: Et enkelt point via 4-4 mod Dragør i de sidste to kampe var nok til igen at sikre Brønderslev oprykning til bordtennisspillernes elitedivision. Så betød det mindre, at holdet tabte den sidste kamp 3-5 til Næstved. Oprykningen er en kendsgerning.
- I denne sæson har vi spilet jævnbyrdige kampe mod Roskildes andethold. Nu venter Roskildes bedste hold. Det er en enorm udfordring, for et hold, der ikke bliver forstærket ved indkøb af spillere, siger en glad formand, Thomas Krog.
- Vi har i løbet af denne sæson haft flere spillere, der har præsteret klart over forventning. Vores polske træner Adam Duch, 16-årige Bjarke Krog og 56-årige Peter Bruhn har alle vundet kampe, vi ikke havde regnet med. I de sidste par runder har 15-årige Mads Jørgensen også fået debut og har bidraget til holdet. At vi nu rykker op er også en pragtpræstation i forhold til den økonomi, vi bruger på holdet. Ja, udfordringen er enorm men også spændende, understreger formanden.
Med oprykningen venter der lokalopgør i den bedste række mod vennerne og lokalrivalerne fra B 75.