Bh-hegn på havnen
Et bh-hegn ved boldbanen og multibanen på Aalborgs havnefront skal skabe opmærksomhed omkring Lyserød Lørdag 7. oktober og Støt Brysterne Kampagnen, som Kræftens Bekæmpelse står bag.
Ideen kommer fra Lone Sigvardt, som er frivillig i Kræftens Bekæmpelses Lokalforening.
BRAborg Hegnet, kalder hun projektet, som skydes i gang på søndag 24. september kl. 11 af rådmand Mai-Britt Iversen (S).
Fra på søndag og to uger frem kan alle komme med en BH og hænge den på hegnet og dermed være med til at skabe BRAborg Hegnet.
- Jeg håber naturligvis, at der kommer rigtig mange og sætter en bh på hegnet. Jeg har allerede haft kontakt med mange, som vil være med, fortæller Lone Sigvardt og tilføjer, at hun er blevet inspireret til projektet på New Zealand.