Billede beskrivelse

Besøg af en diva

06. november 2017 kl. 07.35

Jazz9700’s arrangement i Pavillonen var velbesøgt, og ved denne lejlighed var der både flere nye og lidt yngre ansigter til stede blandt publikum. Aftenens diva, Cæcilie Norby, går jo langt tilbage i dansk rytmisk musik: Street Beat 1982, Frontline 1984/85, OneTwo 1985 og som mere jazzpræget solist fra ca. 1992.

De sidste mange år har Cæcilie Norby bl.a. optrådt sammen med ægtemanden, svenske Lars Danielsson, der har kontrabas som hovedinstrument.

Aftenens program var et udvalg af nyere og ældre kompositioner, både egne og andres. Alle kompositioner fik dog deres eget præg, dels gennem den meget krævende orkestersammensætning med bas, piano og sang samt Cæcilies meget kompetente stemmekvaliteter og personlige fortolkning.

Trioen fyldte det hele ud. Man savnede ikke yderligere instrumenter, men Cæcilie benyttede ind imellem nogle små percussioninstrumenter, hvis hun da ikke brugte sin egen stemme som sådan under de andres soli. Inden aftenen var omme havde publikum udover gruppens egne, vægtige kompositioner fået smagsprøver på David Bowie, Johnny Cash og Bob Dylan.

Cæcilie Norby havde glimrende og lun kontakt med sit publikum. Hun mente i øvrigt at have været i Den runde Pavillon i de tidlige 80’ere med orkestret "Frontline". Publikum blev også inddraget som kor i en enkelt sang, hvor den skolede diva gav sangvejledning, venligt, men bestemt: "Højere, brug støtten (note: vedr. luftsøjlens vej opad fra mellemgulvet) hovedet tilbage og ret ryggen! "

Ægtemanden, Lars Danielsson, viste sig som en fremragende kontrabassist med fuldendt beherskelse af instrumentet. Hans solospil var i særklasse, ofte med et lyrisk udtryk. Afrikansk, latinamerikansk, standardjazz eller klassisk, alt fremførtes afslappet med et stille smil. Danielsson greb også til celloen ind i mellem. Første gang til en Bach-lignende toccata, hvor han spillede tommelfinger-pizzicato og fruen brugte sin stemme som instrument. Senere, i en rytmisk komposition, fik vi også en forrygende, improviseret solo med bue.

Pianisten Søren Bebe var nok den mindst kendte i selskabet, men viste sig som en glimrende pianist, der beherskede alle de stilarter, der blev brugt. I den vistnok eneste "gamle" standard-jazzkomposition, "But Not for Me" af George og Ira Gershwin, fik man så også en prøve på swingende jazzpiano, alt sammen med et elskværdigt smil. Ham kommer vi til at høre mere til.

Stemningen i Pavillonen var begejstret. Trioen gav to ekstranumre og høstede et bragende bifald og så var aftenen forbi.

Jazz9700 slutter dette års sæson med en koncert med Kira Skov fredag 8. december i Den Runde Pavillon. Man kan læse mere på www.jazz9700.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste