Bedre lyd i BASbio
BASbio i Brønderslev holder sommerferielukket og åbner igen onsdag 2. august.
- Helt lukket er der nu ikke, da lydsystemet i biografen står over for en opgradering i løbet af sommeren. Vores nuværende Dolby-dekoder er næsten 25 år gammel. Vi købte den brugt, da man lukkede biografen i Ribe, og vi løftede BASbio på den lydtekniske front, så tiden er inde nu, fortæller hus-chef-teknikker Jesper Juhl Jensen.
Han fortsætter:
- Det ligger os meget på sinde, at vi teknisk leverer den vare publikum forventer, og at vi til enhver tid matcher de store biografcentre, der ligger ikke så langt fra os i Aalborg og Hjørring.
En Dolby-dekoder omsætter kort sagt filmens digitale lyd til den lyd man kan høre i biografen, i den rigtige højttaler, på det rigtige tidspunkt og i den rigtige styrke. Det er bekosteligt, men en nødvendig omgang for en biograf som BASbio at lave denne investering.
- Vi har heldigvis kunnet opnå støtte fra Det Danske Filminstitut. De har en pulje til etablering og modernisering af biografer, og det er vi meget taknemmelige for, slutter Jesper Juhl Jensen, BASbio.