BAS er klar med børneteater
KULTUR: 33 børn skal vise, hvad de har øvet på siden september - premieren er allerede udsolgt
Torsdag 12. marts er der premiere på teaterstykket ”En iskold krig”, som børnene i BAS (Brønderslev Amatør Scene) har arbejdet på siden september måned.
Instruktør er Jannie Juhl Jensen, der også har skrevet stykket.
- Det er gået, som det plejer. Der er jo altid udfordringer, men lidt efter lidt så begynder det hele at samle sig til sidst, fortæller hun.
Der medvirker 33 børn, som er i alderen fra hvor de kan læse og til de bliver konfirmeret.
Og de får en god oplevelse.
- Det er sjovt, og det er en anden måde at omgås hinanden på, der ikke er konkurrencebaseret. Og så er der også noget med, at de til sidst skal stå på en scene og præsentere det, de har arbejdet med. Vi har også haft nogle børn med sceneskræk, men det kom de heldigvis over igen. Det bliver forhåbentlig en oplevelse, de ikke glemmer, fortæller Jannie Juhl Jensen.
Stykket spilles også 13. og 14. marts. Handlingen foregår i det sydlige Italien i en lille, fredelig by ved navn Topolino, hvor der er en konstant fejde mellem det lokale politi og den lokale mafia.
Handlingen omfatter også et reality tv-hold, en mystisk hund og en pokkers masse moustaches.