Bæredygtighed i Den Runde

Brønderslev Bæredygtighedsfestival fortæller blandt andet om affaldssortering og det nye byggeri på Banegårdspladsen hver dag i denne uge

29. august 2019 kl. 10.50

BRØNDERSLEV: I denne uge er Den Runde Pavillon i Hedelund i Brønderslev blevet indrettet med globusser og stjerne i taget og forskellige udstillinger som en del af Brønderslev Bæredygtighedsfestival.

Hver dag har folk mulighed for at komme ned og høre om forskellige ting - fx er der noget om affaldssortering, og Økologisk Landsforening og FN Forbundet er til stede.

Man kan også høre om bæredygtigt byggeri, og der er store plancher, der viser, hvordan Banegårdspladsen, der står over for et stort byggeprojekt, vil komme til at se ud.

Det var Carlo Andersen interesseret i, og det var mest derfor, han kom forbi Den Runde.

- Det er fordi jeg har mit hus til salg, fortalte Carlo Andersen, der måske godt kunne være interesseret i at flytte ind i det nye, når det står klar.

Han er glad for, at der sker noget på Banegårdspladsen.

- Det bliver spændende at se, når det kommer op. Der trænger også til at ske noget dernede, mente han.

Jens Henrik Raunsmed var forbi for at få svar på et par ting omkring affaldssortering. Det var blandt andet hvor meget ting som fx et syltetøjsglas skal være rengjort, inden det ryger i containeren.

- Jeg går meget ind for affaldssortering, men hvis det ikke er nødvendigt at gøre det, så vil jeg ikke stå og gøre der, fortalte han.

Han var også interesseret i at få afklaret, hvor store stykker metal man egentlig må putte i.

Formand for Borger 9700, som bæredygtighedsfestivalen hører under, fortæller, at der har været pænt med besøgende i Den Runde indtil videre.

- Der har været en ganske fin interesse, der kommer og går nogle hele tiden. Der er stor interesse for Domeas projekt med lejligheder, fortæller han.

Det er nyt, at man laver sådan en udstilling som en del af festivalen.

- Vi har prøvet at samle nogle ting. Vi vil gerne fortælle, at der sker nogle ting omkring Brønderslev, fortæller Jens Tofting.

Man kan også se plakater om det kommende byggeri for enden af Algade.

Der er fortsat åbent torsdag og fredag begge dage fra klokken 15 til 18.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste