Bålhøj Festival med flere penge til musik

Festival har udvidet budgettet med 100.000 kroner

31. juli 2019 kl. 08.26

Ø. BRØNDERSLEV: - Man får meget for pengene, når man tager til Bålhøj Festival i år, siger Per Drustrup, der er en af kræfterne bag festivalen.

For efter billetprisen til årets festival var blevet sat, landede der pludselig en pose med penge hos Bålhøj Festival. 100.000 kroner fra Øster Brønderslev Sparekasses Fond får festivalen i år uden at have søgt om det.

- Vi giver pengene, fordi vi vil påskønne et lokalt initiativ i vores område, og så er det et initiativ, der favner bredt, forklarer formand for fonden, Mai-Britt Bering.

Pengene er øremærket musikbudgettet, og derfor kan man altså forvente at få lidt mere smæk for skillingen, hvis man køber billet i år.

- Vi har simpelthen hyret bedre musikere, og det er med til at højne niveauet en hel del, forklarer Jesper Albrechtsen, der er formand for borgerforeningen og med til at arrangere festivalen.

Pengene har betydet, at man i højere grad har kunnet booke kunstnere, der henvender sig til alle aldersgrupper. Fra Skinz til de unge og Johnny Madsen til dem med lidt mere livserfaring i baggagen.

Nye tiltag til større publikum

Men foruden de 100.000 kroner har Bålhøj Festival også modtaget 10.000 kroner fra Risagerfonden.

- De penge bruger vi på at få noget underholdning med Sebastian Klein til vores ranch. Det gør vi for at få familierne med til Bålhøj Festival, forklarer Jesper Albrechtsen.

Han er glad for at være med til at sætte gang i nye initiativer, der kan være med til at udvikle festivalen. Derfor er han også glad for, at har fået henvendelser fra andre, der gerne vil gøre bidrage med noget nyt på festivalen. Der vil blandt andet være en vinbar og indisk mad på pladsen i år.

Med de mange nye tiltag håber og tror de to mænd på, at festivalen kan melde udsolgt. Det vil altså sige med 2500 gæster på pladsen.

- Jeg tror, at vi med de nye tiltag kan nå et større publikum, og jeg tror, at festivalen kan være med til at fremme Øster Brønderslev, siger Per Drustrup.

Første gang Bålhøj Festival blev afholdt i 2008, var der cirka 650 betalende gæster og 60 frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste