Av min arm, museet åbner
Vildmosemuseet åbner søndag
Man skal ikke helt til Korsbæk for at opleve stemningen fra 1930’ernes og 1940’ernes Danmark. I anledning af den populære serie Matadors genudsendelse på DR, sættes der fokus på, hvordan perioden blev oplevet i egnen omkring Store Vildmose, når Vildmosemuseet søndag 21. maj klokken 10 slår dørene op til en ny sæson.
Dagen indledes med den traditionelle flaghejsning med musikalsk støtte fra koret "Frejdig". Herefter står borgmester Mikael Klitgaard for den officielle indvielse af museets nye købmandsbutik kl. 11.00, som flere læsere allerede havde fornøjelsen af at opleve ved en snigpremiere inden jul. "Købmanden er inspireret af købmanden i Luneborg, der åbnede i 1934 sammen med mejeriet. Den er en fantastisk eksempel på datidens foretagsomhed og den entrepenante ånd, der også herskede i Store Vildmose og på Brønderslev-egnen i Matadors samtid, fortæller museumsinspektør Jens-Christian Hansen, der lover, at der også denne gang vil være mulighed for at købe flere af datidens varer i forretningen.
I løbet af dagen vil der være en række indslag med fokus på 1930’ernes og 1940’ernes historie. Klokken 13.30 får museets besættelsestidsudstilling bl.a. besøg af Klaus Kristiansen, der vil fortælle den spændende historie om, hvordan han og sønnen Daniel for nyligt fandt et tysk Messerschmitt-jagerfly ved Birkelse. Herefter fortæller konservator Hanne Billeschou Juhl om arbejdet med at konservere stumperne fra flyet, der snart skal udstilles i Aalborg. På Vildmosemuseet kan publikum samtidigt opleve maskingeværerne fra et andet tysk jagerfly, der er fundet i mosen og aldrig tidligere har været udstillet.
Børn og barnlige sjæle kan komme tilbage til 1930’erne og 1940’erne gennem små værksteder, hvor man kan lave sin egen legetøjshest, lave sukkeræbler på en pind eller prøve at vaske tøj på gammeldags manér, som dengang, hvor et vaskebræt ikke var noget, man havde på maven. Der vil også være en rundvisning, hvor hele familien kan høre om, hvordan det var at være barn i 1940’ere.
Kaffen og æblekagen, der smager af datidens frugthaver, kan tillige købes på museet denne eftermiddag. Den serveres i stuehuset, hvor Kulturskolen kl. 13 underholder med mellemkrigstidens sangskat.
- Kom forbi til en tidsrejse på søndag - så man kan jo passende vente med at gå op og lægge sig, før man har besøgt Vildmosemuseet, slutter Jens-Christian Hansen med et glimt i øjet.