Atter liv i den lukkede TV-butik
Siden Dronninglund TV-Center lukkede tidligere på året, har lokalerne stået tomme, men nu er der igen kommet liv i butikken. Det er Barkholts Radio & TV, der normalt holder til i Bindslev, der nu genåbner butik med salg og reparation af TV og elektronik.
- I første omgang har vi kun åbent tirsdag og torsdag, men man er altid velkommen til at ringe til os, fortæller Henrik Larsen, der sammen med Tom Jensen vil bemande butikken.
- Vi vil nok ikke være der begge to på samme tid, for vi skal jo også have tid på værkstedet og ude hos kunderne, hvis de har brug for hjælp, fortæller han.
- Vi giver den samme gode service, som man er vant til fra Dronninglund TV-Center. Vi kommer gerne ud til kunderne og hjælper med alt inden for opsætning og reparation, føjer Tom Jensen til.
Opretter genbrugsbutik
Det er to garvede og erfarne folk, der har arbejdet i branchen i mange år, og som kan hjælpe kunderne med stort set alt, hvad der måtte være af problemer med elektronikken. Der vil også være salg af TV og andet udstyr fra butikken.
Frem til nytår vil der være åbent to dage om ugen, men i det nye år vil man holde åbent hver dag, når man i en del af butikken indretter en genbrugsbutik.
- Lokalerne er meget store, og så meget plads har vi slet ikke brug for. Vi opretter derfor en genbrugsbutik, hvor interesserede kan leje en stand og sælge alt det, de ikke mere har brug for. Det er min kone, der kommer til at stå for den del, og det betyder, at der vil være åbent hver dag. Hun ved ganske vist mest om genbrug, men jeg tror såmænd også, at hun sagtens kan sælge et TV, lyder det fra Henrik Larsen.