Atelier, galleri og kulturhus rundede 10 år
Atelier the Artist i Hals er blevet lidt af et kulturelt mekka i havnebyen. 10 år er der gået, siden stedet så dagens lys. I den tid er det blevet til en lang række udstillinger, workshops, kurser, foredrag og meget andet.
Og forleden blev jubilæet fejret med manér. Udstillere, undervisere og venner af huset lagde i stor stil vejen forbi lokalerne i Midtergade, hvor stedets medstifter, Bjarne Jerup Høj, indledningsvis bød velkommen. Han takkede blandt andre Lund Dal Invest for i sin tid at bane vejen med en fordelagtig lejeaftale. Og så hæftede han sig ved, at det igennem årene er lykkedes at vise kunst af mere end 200 udstillere fra både ind- og udland. Ligeledes danner kulturhuset nu også ramme om AOF-kurser, børnekunstudstillinger og thaifester.
Sidstnævnte er især afstedkommet af Atelier the Artists anden medstifter, Kung Hansen. Hun har rødder i Thailand og har ligeledes opnået stor anerkendelse som underviser for håbefulde maler-kursister. Og så er hun lidt af et livstykke fyldt med både humør og temperament.
- I to supplerer hinanden. Uden jeres engagement ville stedet her ikke være det samme, lød det fra Mariann Enodden, da hun leverede åbningstalen til den portrætudstilling, der ligeledes indrammede jubilæet.
- I det hele taget var der stor ros til de to initiativtagere, som i sin tid så mulighederne for et arbejdende værksted for kunstnere i Hals.
Maler Mette Nålby fra Norge slog således fast, at hun aldrig ville have overvejet at udstille i Danmark uden Kung Hansen og Bjarne Jerup Højs velvilje.
- Men første gang jeg kom ind i atelieret følte jeg mig velkommen. De to har virkelig en stor andel i, at jeg er kommet videre med min kunst.
Atelier the Artist har i øvrigt navn efter filmen ”The Artist” fra 2011. Hen over sommeren vises værker under overskriften ”Kærlighed til kunst”. Åbningstider og arrangementer annonceres løbende på blandt andet sociale medier.