At leve med et synshandicap
Agnete Odgaard-Jensen kommer til Brønderslev og fortæller om hendes liv med synshandicap, og hvordan man kan tackle det
BRØNDERSLEV: Ældresagen i Brønderslev inviterer til foredrag med Agnete Odgaard-Jensen tirsdag 2. april.
Agnete Odgaard-Jensen er fra Thyholm, og hun mistede sit syn som 25-årig, men det har ikke stoppet hende i at arbejde, leve og ikke mindst opleve.
Hendes foredrag hedder ”Blind - hvad så?”, og hun vil fortælle om, hvad det vil sige at have det alvorlige handicap at være blind. Hvordan hun har klaret at få en dagligdag til at fungere uden syn med hjælpemidler, som letter hverdagen.
Hun vil give ideer til, hvordan man kan hjælpe synshandicappede, så man undgår at såre dem, fortælle om den krise man kommer ud i, når man møder modgang med udgangspunkt i hendes eget synshandicap. Men også fortælle, at man godt kan leve et indholdsrigt liv uden synet, da det i følge hende ikke er synet, det kommer an på, men livssynet.
Foredraget er i Brønderslev Hallerne kl. 19.00.