Asaa Friplejehjem fik både skib og orangeri

Friplejehjemmet i Asaa jar indviet et nyt orangeri og afslørede et smukt modelskib

28. maj 2019 kl. 13.39

ASAA: Der var flere ting at fejre forleden på Asaa Friplejehjem, så derfor var beboere og pårørende i fredags inviteret til et lille arrangement, hvor et nyt modelskib skulle afsløres og et orangeri indvies. Først skulle modelskibet afsløres. Det er bygget og skænket af Poul Erik Pedersen fra Asaa.

- Det er ikke en bestemt båd, jeg har bygget, men fri fantasi, forklarede skibsbyggeren.

- Det passer godt til Asaa og havnen, for den er ret fladbundet, så den vil ikke få problemer med indsejlingen, sagde han med et smil.

Poul Erik Pedersen har bygget modelskibe i mange år for hyggens skyld, og han har mange stående derhjemme.

- De fylder jo, og så var det, jeg fik den idé at bygge et skib til plejehjemmet, sagde han, inden han afslørede det tildækkede skib ved at klippe den røde snor over. Det gjorde han sammen med en af plejehjemmets beboere, Hans Martinsen, der selv har været fisker i Asaa med egen båd.

Skibet er placeret lige ved indgangen i det område, der kaldes ”Torvet”.

- Det hedder det, fordi det er et samlingssted for beboere, pårørende, gæster og medarbejdere, sagde plejehjemsleder Malene Haugaard Jensen i sin velkomst.

- Fremover vil vi nu blive mødt af dette smukke skib, som får navnet Olivia. Det kommer til at stå fint og smukt i en montre lavet af Bernd Nebelung og skænket af Asaa Friplejehjems Venner. Det er vi dybt taknemmelige for. Skibet vil helt sikkert skabe glæde og megen snak, sagde hun og filosoferede herefter lidt over skibets navn.

- Olivia betyder oliventræ, som symboliserer frugtbarhed, skønhed og værdighed. Det er tre værdier, der betyder meget her hos os. Frugtbarhed ser vi overalt nu, hvor naturen spirer og gror, og vi vil helt sikkert få glæde af de tomater og de urter, der spirer frem i vores nye drivhus. Værdighed er bestemt noget, der kan mærkes her på plejehjemmet, hvor vi behandler vore skønheder med værdighed og respekt, så det hele passer sammen, sagde plejehjemslederen.

Efter afsløringen af skibet skulle et nybygget orangeri indvies. Desværre silede regnen ned, men det betød dog ikke aflysning. Iført paraplyer og regnslag bevægede de fleste sig udendørs for at overvære indvielsen af det flotte orangeri, der uden tvivl vil blive til stor fornøjelse for beboerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste