Arkivernes Dag - også lokalt
De lokalhistoriske arkiver i Østvendsyssel deltog i Arkivernes Dag og holdt åben for alle interesserede
ØSTVENDSYSSEL: I lørdags var det Arkivernes Dag i hele Norden - men det blev sandelig også markeret lokalt. De tidligere år var der et fælles tema, men i år var det op til hvert enkelt arkiv at vælge dagens tema. - Kom og bliv klogere på dit lokalsamfund og dets historie. Se de mange arkivalier i form af kort, billeder, film og dokumenter fra fortiden! Sådan lød opfordringen - med visse lokale nuancer - fra arkiverne.
Klokkerholm
På Lokalhistorisk Arkiv for Hellevad og Ørum Sogn var der et fint besøg. Man havde valgt temaet ”Festlige lejligheder”, og der var både flotte planchevægge og gamle film at kigge på. På et tidspunkt var der en stor bordfuld, som var langt inde i en nostalgisk debat om forskellige begivenheder for år tilbage.
Derudover var der mulighed for at dykke ned i diverse protokoller og billedsamlinger. En nyskabelse er en flot reolvæg med ringbind, som rummer uendeligt mange oplysninger om skoleklasser, lærerkollegier, og meget, meget andet. En del af disse arkivalier lå tidligere som håndskrevne ark, men nu har man via den såkaldte landsbypedelordning fået to damer i 37 timer om ugen til at renskrive oplysningerne, så de ligger i de førnævnte ringbind, hvor de er let tilgængelige. Derudover ligger de også i digital form.
Dronninglund
Hos Dronninglund Lokalhistoriske Arkiv var der ligeledes flot besøg, og da ØA var på besøg var der fuld gang i såvel kaffen som snakken ved det fyldte ovale bord i det midterste lokale. Dagens tema i Dronninglund var ”idræt”, og hvis man ikke vidste det, så kunne man blot lytte til snakken. Den tydede på, at især spillerne på et bestemt fodboldhold fra 1960’ernes DIF flokkedes omkring bordet og entusiastisk kommenterede et ringbind med holdbilleder fra perioden.
Udover billederne var der også et avisudklip, som gav en del af forklaringen på entusiasmen blandt de tilstedeværende (og forhenværende) fodboldspillere. Indledningen til artiklen lød således: - DIF festede i aftes på hotellet som afslutning paa foreningens hidtil bedste sæson, hvor førsteholdet efter en lang række bemærkelsesværdige resultater og oprykning til serie 2 søndag sluttede sæsonen med at vinde det jyske mesterskab i serie 3 med en overbevisende sejr på 8-1 over Esbjerg B47.
De tilstedeværende og daværende jyske mestre kunne også berette om en meget dramatisk start på turen til Viborg, hvor finalen blev spillet, i rutebil med Thorkild Christensen ved rattet. Det var nemlig vinterglat, og på et tidspunkt skred rutebilen faretruende ud, inden Thorkild fik rettet den op, og turen videre frem mod mesterskabet kunne fortsætte.