Alsidig forårskunst fyldte hele skolen

42 kunstnere udstillede på Stenum Kunst

19. marts 2018 kl. 08.14

Selv om der er hundekoldt udenfor, er der forårsstemning inden døre på Tolstrup-Stenum Friskole, der denne weekend danner rammen om udstillingen Stenum Kunst.

Allerede når man træder ind i forhallen, mødes man af masser af forårsbebudere. Her er blomsterdekoratør Mette Rogild i fuld sving med at binde buketter i flotte farver, og forhallen er pyntet op med dekorationer, som Mette Rogild har kreeret.

Det er første gang Mette Rogild er med. Hun er fra Tolstrup og driver på sjette år Carla Blomster i Sjællandsgade i Aalborg.

Hun er netop blevet nordjysk mester i blomsterdekoration og skal til sommer deltage i danmarksmesterskaberne på Rådhuspladsen i København.

- Jeg elsker at arbejde med blomster, siger hun.

Lægesekretær Gitte Susanne Pedersen fra Thise er en af de trofaste, lokale kunstnere.

Efter en ferietur til Gambia holder hun meget af at male afrikanske kvinder.

- Jeg har malet i fire år, fortæller Gitte Susanne Pedersen. På et kursus hos Lone Johannesen malede jeg et kvindeansigt, og siden har denne genre fascineret mig.

- Der er noget helt specielt ved mørke kvinder.

Efter en travl arbejdsuge på klinikken er det godt i weekenden at slappe af ved staffeliet, siger Gitte Susanne Pedersen, der bor i de naturskønne Thise Bakker.

Kitta Beske fra Sæby fremstiller blandt andet smykker i halvædelsten.

- Jeg går meget på stranden i Sæby for at samle sten, fortæller hun.

Hun køber også sten og genbrugsglas fra Afrika.

- På den måde støtter vi også afrikanske kvinder, fortæller Kitta Beske.

Hun blander blandt andet også sten og bark.

- Jeg bruger gerne ting fra naturen, siger hun.

Faktisk anvender hun sten fra hele verden i sine smykker.

Helt speciel er bonsai-kunsten, man kan opleve på 1. sal, hvor John Ryel har sin udstilling. Foran skolen udstiller Klaus Jensen havekunst.

Der er 42 kunstnere med på udstillingen, der fyldte hele skolen med kunstværker.

Det var en meget alsidig udstilling, der er skabt i år. Der var alle former for kunst.

Elever havde en café, hvor de solgte hjemmebag til fordel for en skolerejse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste