Alle pladser fyldt op i menighedsrådene
Søndag 29. november tiltrådte de nye ledelser i de lokale folkekirker. I folkekirkerne i Brønderslev Provsti er 45 af de 100 pladser besat med nyvalgte medlemmer og 55 menighedsrådsmedlemmer har modtaget genvalg.
Det oplyser Pia Uth, der er skole-kirke- og kommunikationsmedarbejder i Brønderslev Provsti.
- To steder i Brønderslev Provsti, i Jerslev-Hellum-Mylund og Dronninglund-Dorf, skulle der en ekstra valgforsamling til, for at få fyldt pladserne op. Og ingen steder blev der afstemningsvalg. Dermed er alle 100 pladser fyldt op i de 13 menighedsråd, som leder folkekirkerne i Brønderslev Kommune, skriver hun.
I Asaa og Melholt var der tidligere to menighedsråd – men fra 1. søndag i advent bliver de to menighedsråd til ét fælles menighedsråd, hvor Else Marie Kristensen fra Melholt bliver ny formand og Laurits Jensen fra Asaa bliver ny næstformand og kirkeværge.
Et menighedsråd er består af frivillige, som er valgt blandt sognets folkekirkemedlemmer.
- Menighedsrådet arbejde er at skabe de bedste vilkår for kirkens lokale arbejde og deres opgaver spænder bredt og handler om alle områder af kirkens arbejde, alt fra arbejdsgiveransvar og budgetstyring til bygningsansvar og kirkens aktiviteter og sociale arbejde. Hvis der skaI ansættes en ny præst, er det menighedsrådets opgave at udpege den præst, man ønsker at ansætte, hvorefter kirkeministeriet fungerer som arbejdsgiver for præsten.
Et menighedsråd vælges de fleste steder for en fireårig periode. I Hellevad, Voer og Agersted sogne er valgperioden dog kun to år. Menighedsrådene har 6-15 medlemmer foruden sognets præster. Antallet afhænger af antallet af folkekirkemedlemmer i sognet.