Billede beskrivelse

All in på julebelysningen: Kendt for den gode julestemning

01. november 2023 kl. 19.01

Julen nærmer sig, og dermed er det også tid til at gøre julebelysningen klar i byerne, så der skabes den rette julestemning. 

Dronninglund har gennem mange år været kendt for sin smukke og stemningsfulde julebelysning, og sådan tyder alt også på, det bliver i år. 

Det er Dronninglund Borgerforening, der står for julebelysningen, og her har man i den senere tid været i gang med at sætte lyskæder op i de store træer på Slotsgade. Det er nemmere sagt end gjort, for det kræver mere end stiger. 

Derfor havde man i lørdags lånt lifte af PN El Service, så man kunne komme helt op til toppen.

Tidligere lagde man lyskæderne ind over træerne og lod dem hænge ned. Det bevirkede et stort slid på kæderne og et stort og bekosteligt arbejde hvert år med at reparere eller udskifte nogle af dem. I år benytter man sig af en anden teknik, idet man snor kæderne rundt om grenene i håb om, at de så sidder bedre og ikke bliver udsat for så stort et slid. Derved håber man, at de kan holde i flere år.

Der er i alt indkøbt tre kilometer lyskæder til julebelysningen, så der skal nok blive lys i den mørke tid. Nu er julebelysningen sat op i de store træer. Senere kommer så turen til de mindre. 

Borgerforeningen lover, at alle kæder er oppe, når julemanden kommer for at tænde juletræet fredag den 24. november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste