Aldi holdt rejsegilde

Der var rejsegilde for ny Aldi i Brønderslev, som åbner 20. marts

12. december 2019 kl. 11.26

BRØNDERSLEV: Menuen var den traditionelle med pølser og brød, da der var rejsegilde for den ny Aldi-butik, som er ved at blive bygget i Østergade i Brønderslev.

Her var håndværkere, naboer og folk der på forskellig vis har været indblandet i byggeriet samlet for at markere, at der er kommet tag på bygningen, som skrider godt frem.

Aldi har hyret firmaet Viben Brønderslev som bygherre på projektet, og herfra var det Kristian Højsleth, der tog ordet og holdt en tale ved rejsegildet. Han takkede en lang række parter.

Han fortalte også, at det faktisk er fem år siden, at man begyndte at være interesseret i at bygge en Aldi, men at det hele skulle på plads med de folk, der ejede grunden. Det er altså lykkedes, og han takkede også grundejerne for deres tålmodighed. Der lå en cykelhandler der, hvor butikken nu er ved at skyde op.

Og så hæftede han sig ved vejret.

- Jeg vil gerne sige en stor tak til alle håndværkere, der har arbejdet på pladsen. Det er en fornøjelse at se den orden, der er på pladsen, og det gode håndværk. Det her ellers haft svære betingelser - der er kommet helt usædvanligt meget vand, sagde Kristian Højsleth med henvisning til det virkeligt våde efterår.

Derpå blev der råbt tre gange leve for butikken, og så tog Peter Boltau ordet, han er direktør i TL Byg, som er entreprenør på byggeprojektet.

Han delte også rundhåndede takker ud, og så kom han ind på, at man har haft fokus på bæredygtighed i byggeriet.

- Vi sorterer i vildskab. Det ser ud til, at vi genanvender over 90 pct., fortalte han.

Så var det tid til tre gange leve igen, og efterfølgende var der rig mulighed for at få sig en pølse, som blev serveret fra en pølsevogn lige udenfor bygningen.

Anders Klock Jensen, der er projektudviklet hos Aldi, fortæller, at byggeriet skrider planmæssigt frem.

- Nu har vi fået det lukket, inden det blev alt for koldt, konstaterede han.

Aldi har også sat et åbningstidspunkt for den ny butik - det bliver 20. marts klokken 8.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste