AKKC kigger på bæredygtighed
Hos Aalborg Kongres og Kultur Center håber man nu på at kunne tiltrække flere arrangementer og messer til Aalborg med et helt nyt mål. På den måde vil AKKC bidrage til Aalborg og Nordjyllands vækst og udvikling.
- Vi har valgt at være ambitiøse med vores bæredygtighedsarbejde, og derfor går vi efter at blive certificeret efter ISO-standarden for bæredygtige arrangementer som det første kongres- og kulturhus i Danmark og som et af de få huse på internationalt plan. Vi mener, at den bæredygtige udvikling kun vil forankre sig mere og mere, og derfor har vi brug for et redskab som ISO 20121, der hjælper os med at holde fokus på at forbedre os på området, fortæller Anders Jespersgaard, der er teknisk chef hos AKKC.
- Når AKKC byder internationale gæster velkommen, er vi klar over, at vores rammer påvirker gæsters indtryk af Aalborg og Nordjylland, og at vi som hus repræsenterer byen og området. At have fokus på bæredygtighed er ikke kun noget som gavner os selv - vi ser det også som vores ansvar at bakke op omkring resten af byens bæredygtighedsarbejde, ved selv at deltage i det og skabe en bevidsthed om Aalborg og Nordjylland som en bæredygtig destination, fortsætter den tekniske chef.
AKKC blev gjort opmærksom på ISO-standarden gennem medlemskabet i Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling. Deltagelsen heri hjælper også med at opfylde målsætningen om at arbejde med bæredygtige virksomheder og organisationer. For eksempel virksomheden Råt & Godt, som er inde over et bæredygtigt loungeområde i centret.