Aftenrundvisning i børnehøjde
Vildmosemuseet i Brønderslev laver aftenrundvisning for børnefamilier
BRØNDERSLEV: De sidste års succes med gratis rundvisninger på Vildmosemuseet i Brønderslev fortsætter i 2018. Denne gang dog i form af to aftenrundvisninger 27. juni. Den første starter klokken 19 og vil være tilegnet børnefamilier med en rundvisning i børnehøjde. Den anden starter klokken 20 og vil være for alle interesserede.
- Vi bliver ofte spurgt om, vi kan lave nogle flere aftenarrangementer og nogle flere ting i børnehøjde, fortæller museumsinspektør Anders Rydahl-Jensen.
Rundvisningerne vil tage udgangspunkt i livet omkring Store Vildmose og Brønderslev by.
Mange af kommunens børn har allerede været på besøg på museet i forbindelse med skoletjeneste.
Sidste år havde Museerne i Brønderslev Kommune besøg af over 1000 skolebørn.
- Denne gang må det være børnefamiliernes tur til en invitation, på den måde kan børnene måske give deres forældre samme oplevelse, som de selv har fået, siger Anders Rydahl-Jensen, der håber på rigtig mange besøgende til en hyggelig aften i formidlingens tegn.