Aften med vildt og natur
En ny gruppe, der vil står for forskellige aktiviteter i Samlingshuset i Øster Brønderslev, har holdt sit første arrangement. Det var en aften med vildt og natur som tema.
Her stod Susanne Pedersen for tilberedning af vildtretter assisteret af de øvrige medlemmer i gruppen. Efter maden var blevet nydt af de næsten 30 deltagere, holdt Per Kaufmann fra Luneborg et underholdende og rigtigt godt foredrag om sine jagtoplevelser især i USA og især som arrangør af de ture, som Danmarks Radio har lavet udsendelserne Nak & Æd fra.
Det gav lejlighed til at vise filmklip, der ikke var blevet vist i tv, og der kom også gode historier om Jørgen Schouboe og Nikolaj Kirk, som står for jagten og for tilberedningen af det vilde mad. Endelig blev årets bedste lokale opsats fra sommerbuk kåret, og der var lejlighed til at se andre flotte trofæer.
Sidste arrangement, som gruppen har arrangeret i år, hedder "Hyg dig med en bog" og er en aften om læsning af gode bøger af alle slags. Det foregår mandag 13. november og er med Per Drustrup Larsen.
Der er flere gode arrangementer og aktiviteter planlagt til efter nytår, så der kan komme endnu mere gang i Samlingshuset.