Afrunding med park-opera
Sommersæson rundet af med det høje C i Rododendronparken
BRØNDERSLEV: Rododendron-buskene skulle holde godt på hat, briller og blade lørdag eftermiddag. Her blev der nemlig sluppet kraftige lydbølger løs fra scenekanten i Rododendronparken i Brønderslev,
Borger9700’s Kulturgruppe, Parkfestivalen og Kulturskolen stod bag Opera i det Fri, der rundede sommersæsonen af.
Dermed har trekløveret stået bag syv arrangementer fra maj til august i de grønne omgivelser.
Lørdag kunne man blandt andet høre Mozart og Carl Nielsen. Sangerne Mette-Maria Øyen, Stina Schmidt, Mathias Hedegaard og Thomas Storm medvirkede - akkompagneret af Troels Roland.
Else Simonsen fra Borger9700’s kulturgruppe oplyser, at man bl.a. har finansieret sommerens arrangementer med hjælp fra et par fonde. Lørdag tjente man også lidt på øl, vin og vand samt udlejning af stole.
- Der kom mellem 250 og 300 publikummer, og det er vi meget tilfredse med, lyder det fra Else Simonsen.