Afbud fra stort navn blev hurtigt løst: 1.400 gæstede “Fowli”

13. august 2023 kl. 20.18

- Vi kan næsten ikke få armene ned. 

Sådan lyder meldingen fra Øster Brønderslev Borgerforening i kølvandet på lørdagens vellykkede Bålhøj Festival. “Fowli”, som arrangementet kaldes i folkemunde, blev en bragende succes med en udgave, der tilmed markerede et lille jubilæum. Således var der tale om den 15. i rækken af endagsfestivaler i Øster Brønderslev.

- Det gik rigtig godt, konstaterer formand Jesper Albrechtsen. 

- Musikken svingende, publikum hyggede sig og vi blev forskånet for regnvejr. 1.400 publikummer indløste billet, hvilket vi er meget tilfredse med. Gæsterne købte tilmed masser af øl og andre effekter i baren, så vi kommer helt sikkert ud med et godt overskud. Hvor meget ved vi ikke, men det kommer til at løbe mere end rundt, fastslår formanden.

Kato trådte til

Og mens det anmelderroste orkester, Jung, satte fut i publikum allerede i de tidlige eftermiddagstimer, så var der senere også lejlighed til at opleve såvel Springbrætbandet som Allan Olsen, The Courettes, Ford T og Dirty Frank. 

Artigeardit skulle have rundet rundet af på den store scene, men måtte desværre melde afbud. 

I stedet lykkedes det i sidste øjeblik at engagere Kato, der vanen tro skabte fest og sendte publikum hjem i yderligere ophøjet stemning. 

- Det var heldigt, at vi kunne få fat i Kato. 

Han havde i forvejen et job i Nordjylland, og han trådte derfor velvilligt til, oplyser Jesper Albrechtsen. 

Han er ikke i tvivl om, at Bålhøj Festivalen vender tilbage i 2024. 

- Det kan vi godt garantere. Vi har fået et godt tag i publikum. Mange er gengangere og flere kommer til udefra. Vi er allerede begyndt at planlægge næste års program, siger formanden.

Overskuddet fra Bålhøj Festivalen går især til borgerforeningens mange lokale tiltag. Ligeledes lægges der penge til side til yderligere at udvikle festivalen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste