Ældre Sagen gjorde status
43 var til generalforsamling i Ældre Sagen i Hals
HALS: 43 deltagere havde indfundet sig, da Ældre Sagen i Hals forleden gjorde status. Det foregik i Ladegården, som velvilligt havde åbnet dørene som et alternativ til det corona-lukkede aktivitetscenter på Fjordparken.
Formand Kirsten Lind så tilbage på rækken af aktiviteter i 2019 og orienterede ligeledes om kommende tiltag. Medlemstallet andrager for tiden 2.485 sjæle, og afdelingen har 94 frivillige hjælpere.
Kasserer Louise Nielsen fremlagde et tilfredsstillende regnskab, der især baserer sig på indtægter fra de mange medlemmer. Derudover oplever afdelingen solid opbakning fra de lokale erhvervsdrivende.
Tre bestyrelsesmedlemmer var på valg og alle modtog genvalg. Det samme gjorde sig gældende for de tre suppleanter.
I dagens anledning var Ældre Sagen Hals efterfølgende vært ved en let anretning.