Ældre ønsker et sundere liv

19. december 2017 kl. 07.53

Det er gået stærkt for fysioterapiklinikken inMOTUS på Banegårdspladsen i Brønderslev.

Der er fuld aktivitet i lokalerne ud mod Ny Banegårdsgade, hvor der rådes over 365 kvadratmeter, og de to indehavere, fysioterapeuterne Mette Klitgaard og Tine Winther Kyvsgaard har netop indgået lejeaftale om yderligere 265 kvadratmeter ud mod Vestergade.

Her havde Arbejdsformidlingen til huse frem til 2004, men flyttede i forbindelse med etableringen af Jobcentret.

- Vi er i gang med at renovere lokalerne. der skal males og lægges nyt gulv, fortæller Mette Klitgaard og Tine Winther Kyvsgaard.

- Det store rum i den ny afdeling skal benyttes som træningssal. Der er run på holdtræningen, hvor vi har diagnosetræning, genoptræning, motorisktræning for børn, sundhedsfremme med mere.

- Vi oplever, at stadigt flere ældre træner, for at få en god sundhedstilstand. Nutidens ældre generation er meget bevidst omkring at have en sund aldring. På genoptræningsområdet har vi et godt samarbejde med Brønderslev Kommune, og vi trækker jo på samme hammel omkring borgeres sundhedstilstand. Sunde borgere giver et bedre liv, og det spiller da også ind på samfundsøkonomien.

- Noget af det, vi er en del involveret i, er idrætsfysioterapi. Her har vi en aftale med Brønderslev Idrætsforenings håndboldafdeling, og vi har også tilbudt Brønderslev Golfklub et samarbejde her i vintertiden, hvor det er oplagt at træne "det gode sving" til foråret. Vi har flere fysioterapeuter, der er uddannet indenfor idrætsfysioterapi og et par stykker af dem, har blandt andet været på Club La Santa, for at blive klædt på til opgaver inden for sportens verden.

Mette Klitgaard og Tine Winther Kyvsgaard glæder sig til, at der sker noget nyt på banegårdspladsen, hvor der er planer om at etablere en legeplads og cafeliv m.m.

- Vi vil gerne som en del af Brønderslev by være med til at bidrage til, at det bliver et godt sted. Vi kan godt bidrage med ideer til en sansemotorisk legeplads.

InMOTUS-teamet vil gerne være aktive ved forskellige arrangementer i byen - Open By Night, løb, Stafet for Livet mm.

- Vi vil gerne holde flere events og workshops for borgere. Vi mener, at vi med vores baggrund har mulighed for at bidrage med oplysende virksomhed. Det kan også være foredrag baseret på sundhedsfremme.

Mette Klitgaard og Tine Winther Kyvsgaard overtog klinikken i 2016, og siden da er medarbejderstaben udvidet, så der i dag er 10 på klinikken - otte fysioterapeuter, en sekretær og en servicemedarbejder.

De nye lokaler skal desuden give mere plads til fysioterapeutstuderende fra UCN. Vi er netop startet op med at have studerende, og vi er sikre på at det bliver rigtig godt både for patienter og os som team. Det er altid spændende og sjovt med nye ansigter i huset. InMOTUS har desuden også en del erhvervspraktikanter, for at give måske kommende fysioterapeuter et indblik i arbejdet på en klinik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste