Årets store forestilling er premiereklar: Tilbage til discoen
Så er der igen gang i dans, musik, sang og skuespil på Dronninglund Gymnasium. Sidste år måtte den store forestilling aflyses på grund af corona, og i januar blev scenetæppet endnu engang trukket for og ned, og forestillingen udsat til uge 19. Om alt gik vel.
- Og det gjorde det. Danmark blev igen normal, så nu øver vi på livet løs frem til premieren onsdag 11. maj, fortæller Gitte Snebang, der sammen med Søren Lykkegaard og Ole Bjørn er lærerkræfterne bag forestillingen.
Årets store forestilling, Born to be Alive, er en fortælling om livet, der går, og som lige pludselig kan føles uden mening. Stykkets hovedperson, Ester, er i krise. Hun kan ikke finde sig selv i den nutid, hun lever i. Som gymnasielærer føler hun sig mere og mere fremmed i forhold til de unge elever, og hun længes tilbage til dengang, hun selv var ung. Dengang var der fest og farver, dengang var der rigtig musik, og dengang var livet værd at leve.
- Vi tager med hende på en tidsrejse tilbage til discoens æra, og der er bare fart og farver på. Men kan man leve i fortiden? Kan Ester? Så røber vi ikke mere, men vi lover et brag af en forestilling med masser af fest og farver, musik og dans, slutter Gitte Snebang.
Det er lærerne, der har skrevet stykket og sammen med eleverne fundet frem til de musiknumre, der er med til at markere disco-tiden. Igen i år er det gamle elever, der er trådt hjælpende til. Anne Bilde står således for kor og solosang, Line Schou Jacobsen har lavet koreografi til danserne, og Kristoffer Skak står bag lyssætningen.
Ud over premiereaftenen onsdag er der forestilling torsdag 12. maj. Der bliver altså i år kun to forestillingsaftener mod normalt fire, men netop fordi forestillingen er rykket frem, har det ikke været muligt at planlægge anderledes.