Asfalten, der er lagt på Ålborgvej, er af en mere miljøvenlig type. <i>Foto: Brønderslev Kommune</i>
Livet her

Ålborgvej er blevet beklædt med ny miljøvenlig asfalt

22. september 2022 kl. 15:12

 Ålborgvej er på strækningen mellem Hjallerup og Bittebyvej ved Flauenskjold blevet asfalteret med en ny og miljøvenlig asfalt. Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse. 

På strækningen er der anvendt en alternativ metode (remix), hvor der er fokus på genbrug og klima. 

- Metoden går overordnet set ud på at den gamle asfalt opvarmes ved hjælp af LPG-gas (ikke naturgas), og herefter oprives den gamle asfaltbelægning i ca. 3,5 cm dybde. Efterfølgende transporteres den gamle asfalt automatisk til en mixer i maskinen hvor der tilsættes nyt bindemiddel og 20 pct. ny asfalt. Efter en effektiv mixning udlægges blandingen ud på vejen igen på samme måde som traditionelt asfaltslidlag, beskriver Brønderslev Kommune i pressemeddelelsen. 

Teknik- og miljøudvalget har fokus på at understøtte lokale, nationale og globale mål for reduktion af udledningen af CO2. Udvalgsformand Peter Stecher peger på, at den  ny asfalteringsmetode giver en CO2 besparelse på 22 pct. samt en økonomisk besparelse på ca. 30 pct. i forhold til traditionelt asfaltslidlag af varmblandet asfalt. Desuden har den nye metode den effekt, at 100% af den gamle asfalt genbruges på stedet. 

Brønderslev Kommune er ved at udarbejde en samlet klima- og klimatilpasningsplan, hvor der forventes at kommer betydelige krav om reduktion i udledningen af CO2 indenfor kommunegrænsen. 

- Det betyder, at teknik- og miljøudvalget også fremadrettet vil have et særligt fokus på at vælge bæredygtige løsninger der understøtter de mål der fastlægges i planen.

Annonceret indhold

Nyeste