Aalborg Pride rammer tredje gang
For tredje år i streg afvikles Aalborg Pride i byens gader. Det sker lørdag den 8. juli, hvor en parade fyldt med regnbuefarver går fra Kildeparken til Karolinelund.
Blandt de tilmeldte grupper er blandt andre TID, ZOLA, LGBTDanmark, Aarhus Pride og for første gang også Copehagen Pride. For at løfte stemningen går den lokale dansegruppe Musas do Samba forrest. Alle er igen inviterede.
- Kom, som du er og vær med, opfordrer forpersonen Kathrine Skovsgaard.
Årets tema er Wear Your Pride.
Visionen med Aalborg Pride er at skabe synlighed for de forskelle, der er blandt borgerne i Nordjylland.
- Vi skal ikke være ens. Vores forskelligheder er netop det, som gør os og Nordjylland unik, siger Kathrine Skovsgaard.
Der er mulighed for at opleve Sada Vidoo, som var med i årets Melodi Grand Prix, samt en række kendte drag queens, de hotte Royal Feet Factory og ikke mindst 90’ernes Diskofil. Festen foregår i Karolinelund fra klokken 14 og er ganske gratis for alle. Aftenen slutter af med efterfest på Platform4 fra klokken 22.