Aalborg bliver vildere, sjovere og mere street

Kom og oplev Europamesterskabet i Panna, badminton på vand eller prøv Aqua Yolates

22. juni 2017 kl. 07.01

For at bringe badminton ud i sommervejret lægger DGI en flydende badmintonbane ud i Aalborg Lystbådehavn.

Banen skal udfordre både nye og rutinerede badmintonspillere.

- Badminton er jo traditionelt en indendørs sport, og det har nogle gange været en udfordring til tidligere landsstævner at få hevet folk ind i hallerne om sommeren. Så derfor prøver vi i år at bringe badminton udenfor på en ny og sjov måde, som forhåbentlig vil tiltrække både børn og voksne, siger Lars Folmer Jensen, der er idrætskonsulent hos DGI.

Den oppustelige badmintonbane er bygget op som en traditionel airtrack, der kommer til at måle 7x15 meter.

- Banen vil selvfølgelig give efter, fordi man står på vand, og det er en ustabil overflade. Det vil forhåbentlig gøre banen sjov at spille på, og samtidig er det jo også en del af spillet, at når du kaster dig efter en bold, kan du risikere at ryge ud i vandet, siger Lars Folmer Jensen.

Fredag aften er Aalborg vært for finalen i Europamesterskabet i panna, hvor fodboldens vildeste teknikere møder hinanden. Panna er én mod én fodbold, hvor spilleren har tre minutter til at vinde kampen. Det gælder om at score flest mål, og man spiller én mod én på de små, runde baner.

Lørdag kl. 14 er der cyklecross i Østre Anlæg, hvor deltagerne kører en rundstrækning på cirka 400 meter med masser af tekniske udfordringer med sand, grus, trapper og andet sjovt.

Aqua Yolates mixer det bedste fra yoga og pilates - i vand.

Træningen foregår i varmtvandsbassin i Haraldslund Vand- og Kulturhus.

Under landsstævnet er der Aqua Yolates - og et væld af andre aqua workshops - i Haraldslund Vand- og Kulturhus både fredag og lørdag.

Qi Gong kombinerer fuld kropstræning med mindfulness. Det er en afslappende motionsform med rolige og nænsomme bevægelser, som styrker og afslapper krop og sind.

Wakeboard er en udfordrende og legesyg vandsport, som er i familie med både vandski og snowboard.

Klubben Aalborg Cable Park står for en række sessioner lørdag i Østre Havn i Aalborg.

Klubben giver også en opvisning i de vilde tricks, der kan laves på wakeboard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste