Åben hal blev et trækplaster
HALS: Mens corona-krisen har lagt mange restriktioner på aktiviteterne i de lokale idrætsforeninger, så benyttede Hals forenede Sportsklubber den forgangne søndag til at slå et slag for nogle af tilbuddene. For første gang var der inviteret til såkaldt Åben Hal med deltagelse af både gymnastik-, håndbold- og badmintonafdelingerne. Ligeledes var der på udearealerne mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med fodbold. Og søndagens arrangement blev en stor succes. Mange børn og unge lagde vejen forbi for at teste deres interesse for rækken af idrætsaktiviteter. På dagen var der frit slag med mulighed for både leg og tumlen samt afprøvning af redskaber og remedier. Trænere og instruktører stod klar med råd og vejledning, ligesom der naturligvis var mulighed for at tilmelde sig efterårets aktiviteter.
- Det er første gang, vi forsøger os med et arrangement som dette, fortæller HfS-formand, Henriette Holm. - Vi synes, vi har meget at byde på i HfS. Det vil vi selvfølgelig gerne vise frem. Og heldigvis har interessen været god, tilføjer Henriette Holm. Hun glæder sig samtidig over en ny donation fra Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals. Fonden har givet godt 34.000 kr. til gymnastikafdelingens nye airtrack-bane.