AaB-koryfæ bliver træner i Hals
Han var kendt som en hård hund på midtbanen og en central profil bag AaB’s første mesterskab i 1995.
Siden den gyldne tid i Aalborg er Calle Facius også tørnet ud for både Ikast fS og Vejle Boldklub. I dag lever Calle Facius af at sælge brugtvogne hos Hals Auto. Og fra 2023 får han tilmed ansvaret for at bringe Hals’ bedste fodboldherrer tilbage på sporet efter nedrykningen fra serie 2.
Således har klubben indgået en 1-årig aftale med det velkendte fodboldnavn, der i sine seks år i AaB stod noteret for 9 Superliga-scoringer.
Masser af trænererfaring
Om Calle Facius kan stabilisere midtbanen i Hals og sætte kursen mod oprykning, må tiden vise. Både bestyrelse og fodboldudvalg ser dog lyst på fremtiden med Calle Facius ved roret.
- Vi er glade for den nye aftale og byder Calle Facuis velkommen i klubben, hedder det i et opslag fra Hals forenede Sportsklubber.
Calle Facius er efterhånden blevet 51 år og har udover den flotte aktive karriere også en del trænererfaring på CV’et. Han har blandt andet styret tropperne i Hobro IK og stået i spidsen for AaB’s reserver.
Calle Facius får første gang lejlighed til at hilse ordentligt på truppen, når der 28. januar er standerhejsning på Hals Stadion.