A.P. Fonden Donerer millionbeløb til højskole

Nordjyllands Idrætshøjskole får fem mio. fra A. P. Møller Fonden - de vil bygge nye undervisningslokaler med fitness, yoga, styrketræning med mere

17. april 2020 kl. 15.03
Opdateret kl. 15.57

BRØNDERSLEV: Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) har fået tilsagn om støtte på fem mio. kroner. Forstander Eva Terp-Hansen var mægtig glad for at modtage den nyhed.

- Det var fuldstændig fantastisk i den her corona-tid, hvor det mest er op ad bakke at forsøge at få ting til at glide. Det er super fint at få sådan et skulderklap, det var dejligt, det var rigtigt godt, fortæller hun.

Pengene skal gå til et projekt, som NIH gennem længere tid har arbejdet med. De vil bygge en selvstændigt beliggende bygning med en stor crossfit-hal, lokaler til yoga, spinning, styrketræning samt mindre grupperum.

NIH søger flere fonde, og forarbejdet med lokalplan og byggetilladelse er også undervejs.

Eva Terp-Hansen peger på, at de ny faciliteter vil være et stort plus for højskolen.

- Der er ingen tvivl om, at det at have faciliteter på skolen er et trækplaster, når unge mennesker skal vælge, hvor de vil gå på højskole. I dag træner de hos Kom i Form, som vi har et super godt samarbejde med, men stadig når vi laver rundvisning og skal over på den anden side af gaden, så er det ikke helt det samme, som hvis man har det på sin egen skole. Det vil være en gunstig situation at få det selv, siger Eva Terp-Hansen, der peger på, at det vil betyde noget for at stille skolen stærkt i konkurrencen om eleverne.

Vil komme mange til gode

Og det er vigtigt for eleverne med fitness. NIH er bred og har mange forskellige idrætsfag - herunder forskellige boldspil, mountainbike, klatring og en masse andet.

- Men det er en trend i tiden, at stort set alle elever synes, det er fedt med et eller andet indenfor fitness. Det er en del af idrætten. Vi mærker, at mange elever, selv om de er boldspillere eller mountainbikeryttere, også gerne vil lave fitness. Jeg tænker, at alle elever vil få glæde af det center, fortæller Eva Terp-Hansen.

Også lokalområdet kan få gavn af det nye center. Det er planen, at faciliteterne også skal kunne benyttes af eksterne samarbejdspartnere. Brønderslev Gymnasium og Brønderslev Ungdomsskole, som NIH allerede samarbejder med i dag, har meldt positivt tilbage på det.

- Måske kan vi lave en aftale om, at gymnasiet i et forløb om fitness bruger vores faciliteter, ligesom de bruger vore klatrecenter og udeområde, og vi bruger deres boldbaner, giver Eva Terp-Hansen som eksempel.

Højskoleleverne kan også bruge centret i deres fritid.

Største hold nogensinde

NIH har også selv sparet penge op til projektet, som budgetteres til at koste 15 mio. kroner. Der er også planer om, at en del af det skal lånefinansieres.

- Men vi håber, der er flere fonde, der har lyst at være med, når det har fået blåstempling af A. P. Møller. Vi håber, at nogle lokale fonde kan se, at der er en mening med at være med til at fastholde arbejdspladser i Brønderslev og Nordjylland og sætte Brønderslev på landkortet positivt, fortæller Eva Terp-Hansen.

NIH’s elever er for tiden hjemsendt, og hvornår de kommer afhænger af den aktuelle udvikling. Der er 127 elever på det nuværende forårshold, som er det største hold i skolens historie, så det vil også smitte af på økonomien, at eleverne lige nu ikke kan være på skolen.

- Vi stod til at få et pænt overskud i år, men det tænker jeg ikke, vi får. Men vi har sparet sammen igennem en del år og lagt til side til det her, og det skal ikke lægges i graven på grund af corona. Det er endnu vigtigere nu, mener Eva Terp-Hansen.

NIH arbejder målrettet videre på at realisere projektet og går efter, at byggeriet er klar til brug i begyndelsen af 2022.

Byggeprojekt tegnes af det lokale arkitektfirma Signatura. Det bliver på 1000 kvadratmeter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste