Billede beskrivelse

900 piger deltog i årets udgave af TOPModel Cup

17. august 2023 kl. 10.01

For 14. gang afviklede Dronninglund Fodbold TOPModel Cup og som altid med masser af fodboldglade piger. 102 hold, knap 900 spillere i alderen 5-13 år og rigtigt mange tilskuere var til stede på Dronninglund Stadion, hvor der blev spillet 155 fodboldkampe fordelt på 19 baner. På alle baner stillede frivillige fra klubben op som dommere. Stadion summede af liv, glade pigestemmer og heppende tilskuere, og det gav en god stemning på en solrig søndag.

TOPModel Cup er et stævne kun for piger. Konceptet er meget anderledes, end de fleste andre stævner. Der er fokus på, at pigerne får en sjov dag med masser af fodbold og hygge. Der registreres hverken mål eller resultater, og der er ingen opdeling i A- eller B-rækker, ingen slutspil, ingen kåring af vindere, for alle er vindere, og alle får de samme præmier.

Billede beskrivelse

Det er helt tydeligt et koncept, der passer pigerne fint. Der er plads til leg, samtidig med at trænere og spillere kan prøve nogle ting af, som når man som U8 skal spille 5-mands for første gang, eller når U11 pigerne kommer på stor bane og for første gang skal spille med 8 spillere. Alt det får de afprøvet, inden fodboldsæsonen for alvor går i gang efter sommerferien.

I pauserne mellem kampene, kunne pigerne besøge ’Pigehjørnet’, hvor man kunne få en stribe farve i håret, få ansigtsmaling eller en lille tatovering. Køen var indimellem meget lang, men det betød intet. Pigerne stod forventningsfulde og ventede på, det blev deres tur.

Billede beskrivelse

Spillere og de mange tilskuere kunne få stillet sulten i klubbens cafeteria og salgsboden på stadion. Også her var mange frivillige trukket i arbejdstøjet. Udvalget fra Dronninglund Fodbold, som står bag planlægning af stævnet, er meget glade og taknemmelige for den store opbakning fra klubbens medlemmer. Uden alle de frivillige kræfter, var det slet ikke muligt at afholde et stævne af denne størrelse.

Klubben oplever også stor opbakning til stævnet fra sponsorer, så der var gaveposer og frugt til alle pigerne.

Dronninglund Fodbold satser på at kunne afholde TOPModel Cup igen i august 2024.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste