Billede beskrivelse

850 unge var samlet til kongres

26. november 2023 kl. 06.00

Der var fokus på både trivsel og demokrati, da 850 unge på 8. og 9. årgang fra alle kommunens skoler fredag var samlet i Brønderslev Hallerne. 

Anledningen var den tilbagevendende Ungekongres, der afvikles hvert andet år. Det overordnede mål var at få sammensat et nyt Ungeråd på basis af 20 opstillede kandidater. Valget var tilrettelagt efter parlamentariske retningslinjer med kandidatlister og stemmeafgivelse i boks. 

På forhånd havde kandidaterne hver kreeret en valgvideo med deres respektive budskaber. Og så var resten ellers overladt til demokratiets spilleregler.

Billede beskrivelse

Arrangementet bød dog på meget andet end valg til Ungerådet. Målgruppens trivsel eller mangel på samme var på dagsordenen på en dag, der bød på både workshops, foredrag og underholdning. 

Sidstnævnte var lagt i hænderne på den unge komiker, Jonathan Christensen. Han optrådte med et show baseret på hans egne udfordringer med både tourettes, tics og ordblindhed.

Billede beskrivelse

Ligeledes bød dagen på et oplæg fra Headspace, som tilbyder rådgivning og samtaler til unge mellem 12 og 25 år. Her var budskabet baseret på vigtigheden i at finde sig selv i en verden fyldt med både indtryk og forventninger.

Dagen blev rundet af med præsentation af det nye Ungeråd, der således fungerer de kommende 2 år.

Ungerådet i Brønderslev Kommune har til opgave at varetage de unges interesser. Det forventes ligeledes, at rådet ytrer sig i politiske sager, som vedrører aldersgruppen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste