850.000 gode kroner til renovering af historiske Holtegaard

ILDSJÆLE: Realdania belønner de mange ildsjæle, der står sammen om en række hesteaktiviteter

08. juli 2021 kl. 07.00
Opdateret kl. 13.40

For at kickstarte fællesskaber efter corona-nedlukningen har Realdania afsat 12 mio. kroner til formålet, da man mener, at der efter et langt coronaår er endnu mere brug for initiativ og fællesskab. 18 projekter fordelt over hele landet har netop modtaget økonomisk støtte, og eneste modtager i Nordjylland er Holtegaard ved Hjallerup. Her man fået 850.000 kroner til bevarelsen af den historiske proprietærgård, så den også fremover kan samle folk om aktiviteter med heste.

Holtegaard ejes af ægteparret Lone Due Bak og Frank Mølgaard Olsen, der overtog gården i 2008 efter Lones far. Den store gård rummer i dag bed & breakfast og er hjemsted for Vendsyssel Køreforening og en rideklub.

Renovering koster

- Det er en gammel gård fra 1875, og den trænger voldsomt til renovering. Det er dyrt, og hvis man som privat søger fonde. får man ingenting. Vi har derfor lavet en forening: ”Holtegaard - Center for aktiviteter med heste”. Det har foruden pengene fra Realdania også give os 300.000 fra LAG Nord. Det er en start, men det er dyrt at renovere, så vi har flere ansøgninger ude, fortæller Frank Mølgaard Olsen.

I Realdanias begrundelse for at tildele foreningen de mange penge hedder det bl.a., at foreningen har skabt et unikt fællesskab for en bred målgruppe af mennesker, der har det til fælles, at de interesserer sig for heste- og ridesport. De frivillige ildsjæle vil restaurere og videreføre den bevaringsværdige Holtegaard, som har en markant plads i fortællingen om egnen og samtidig fremtidssikre det store fællesskab i og omkring gården.

Foreningen har fået den økonomiske håndsrækning fra kampagnen ”Underværker”, så deres visioner kan blive til virkelighed.

Gården er bevaringsværdig

- Vi vil jo gerne renovere alle bygninger, fordi der ikke er så mange tilbage af den slags, men det er et stort projekt, så nu starter vi med den ene længe. Hvis det lykkes at skrabe nok penge ind, bliver foreningen lavet om til en fond, som så skal drive bygningen her samt hallen og ridebanen. Vi tror på, at det vil lykkes, og herefter er det op til os at finde ud af, hvad der skal ske med de øvrige bygninger. Det er en kamp med tiden, for bygningerne bliver dårligere og dårligere for hvert år, der går. Bygningerne er erklæret bevaringsværdige, men er ikke fredet, fortæller han.

Det vil koste 2, 8 mio. kroner at renovere den ene længe, der så vil kunne tilbyde ideelle forhold for køreforening og rideklub.

- Målet er at få samlet så mange penge sammen inden nytår, at vi kan komme i gang med at restaurere til foråret. Der skal nemlig afholdes DM i hestevognskørsel næste sommer her på gården, oplyser Frank Mølgaard Olsen.

Et blandt 18 ildsjæleprojekter

Projektet er ét blandt i alt 18 ildsjæleprojekter fra hele Danmark, som nu kan realiseres med støtte fra Realdania-kampagnen ”Underværker”. Kampagnen støtter lokale frivillige, der arbejder med byggeri for og til fællesskaber. Altid med blik for særlige muligheder i en bygning eller på et sted.

De 18 udvalgte projekter spænder vidt, men fælles for dem alle er lokalt engagement, hvor ildsjæle over hele landet har ambitioner om at styrke fællesskabet efter et langt coronaår, hvor mange har savnet at mødes.

- ”Underværker” bygger videre på det gode, der allerede findes. Det sker f.eks. ved at genbruge byggematerialer eller give nyt liv til særlige bygninger, der har mistet deres oprindelige funktion. Ildsjælene er med til at skabe lokalsamfund, der er bæredygtige på den lange bane, og jeg glæder mig til at se de 18 nye projekter og lokale fællesskaber blomstre, lyder det fra Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste