Billede beskrivelse

60 børn mødte op: Der var boldfestival i Brønderslev

Børnehuset Fasanen og Brønderslev Basketball Klub stod bag

13. maj 2024 kl. 19.00

Kan lege og aktiviteter med bolde gøre de 3 til 6-årige mere aktive? 

Det spørgsmål har Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) sat sig for at undersøge. 

Projektet hedder Børnehavebørn Bruger Bolden og gennem de seneste 8 uger har Børnehuset Fasanen i Brønderslev bidraget med nogle af svarene. I samarbejde med Brønderslev Basketball Klub har børnehaven arbejdet koncentreret med lege og aktiviteter, hvor bolden har været i centrum. 

Formålet har blandt andet været at udvikle børnenes motoriske evner. Onsdag i sidste uge var der inviteret til afsluttende boldfestival i Brønderslev Hallen. 

Billede beskrivelse

Her deltog 60 børn og endnu flere familiemedlemmer i et arrangement, hvor de yngste lærte fra sig af de færdigheder de har opnået gennem projektet.

- Det var en fantastisk kulmination på 8 gode uger, lyder det fra pædagogisk assistent i Fasanen, Julie-Malene Hellbrandt. 

- Basketballklubben har været med på sidelinjen gennem hele forløbet og håbet er da også, at nogle af børnene inspireres til at dyrke idræt i fritiden. Brønderslev Basketball Klub lægger meget vægt på legen med bolden og det faktum, at alle skal kunne være med. Det har været afgørende i hele tilgangen til projektet, tilføjer Julie-Malene Hellbrandt. 

Hun beretter videre, at bevægelse er en vigtig forudsætning for børns motoriske udvikling. 

- Gode erfaringer med bevægelse i den tidlige barndom bidrager positivt til bevægelsesaktiviteter og idræt senere i livet. Derfor er vi rigtigt glade for samarbejde med Brønderslev Basketball Klub, som efter sommerferien viderefører de gode erfaringer. Klubben tilbyder således en ugentlig omgang træning for børnehavebørn i Brønderslev Hallen, lyder det fra Julie-Malene Hellbrandt

Børnehavebørn Bruger Bolden løber til og med 2025 og er støttet med 4,8 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste