60 år
Sten Gårdbo Sørensen, Myrtevej, Sterup, Jerslev, fylder søndag 60 år.
Sten Gårdbo Sørensen er født og opvokset i Sterup og blev i 1976 uddannet tømrer hos tømrermester Bent Nielsen, Jerslev.
Efter sin soldatertid på Hvorup Kaserne i 1977 arbejdede han skiftevis ved de to tømrermestre, der var i Sterup.
Stens forældre ejede Sterup Savværk/tømrerhandel siden 1949, så det var helt naturligt, at Sten hjalp til, og i 1987 overtog han og hans tre andre søskende savværket efter forældrene. I 1996 stoppede Sten som tømrer og var fuld tid på tømrerhandelen, og siden 2011 har Sten og hans ældste bror, Søren, været alene om savværket.
I 1981 blev Sten gift med Maren-Lis, og de flyttede ind i den gamle brugs i Sterup, hvor de har fået tre børn - Maibritt, som bor i Gistrup, Henrik, som bor i København, og Morten, som bor i Malmø i Sverige. Desuden er det blevet til fire børnebørn.
Sten har i mange år været meget aktiv i Sterup Borgerforening - først i aktivitetsudvalget og senere kort tid som formand. Han har været formand for JSI familiesvømning i 30 år, går til gymnastik i Jerslev ved Pouls Drenge og har netop deltaget i DGI’s landsstævne i Aalborg. Det var hans tredje landsstævne.
Sten fejrer fødselsdagen med åbent hus i haven på dagen.