57 mænd til afholdt tradition
Fugleskydning er en gammel og festlig tradition, hvor der bliver delt fine titler ud med et glimt i øjet
BRØNDERSLEV: Det er en særlig dag med højt humør og mange traditioner, når Brønderslev Borgerlige Skyttelaug en gang om året mødes til fugleskydning i Rhododendronparken.
Således også i år, hvor man traditionen tro indledte med at afhente sidste års fuglekonge på hans bopæl. Fuglekongen er den flotteste titel, man kan opnå til fugleskydningen, hvor der skydes efter en fugl af træ - nærmest som en skydeskive.
Sidste års fuglekonge var Flemming Hansen, og han blev afhentet, hvorpå der var optog gennem byen med musik fra Brønderslev Harmoniorkester, som stillede med 16 musikere og en fanebærer.
Selve skydningen foregik på en bane i Hedelund Rhododendronpark, og der blev skudt ud af et vindue i Den Runde Pavillon.
- 57 var mødt op, og det går efter tur. Tre bliver kaldt op ad gangen, fortæller Per Munch, der er formand Brønderslev Broderlige Skyttelaug - og sidder i en bestyrelse, som kaldes regeringen, hvor han har titel af statsminister, mens de andre medlemmer har diverse ministertitler.
Han melder om en rigtigt god dag.
- Vi plejer at sige, at det er dér, vi alle bliver små drenge, også selv om man måske på papiret og dåbsattesten har en noget fremskredet alder. Det er den dag, hvorhenne man bliver som barn igen. Og vi er også konkurrencemennesker, fortæller Per Munch.
De har også nåle og ordener på, som viser, hvordan de har klaret sig til tidligere års fugleskydninger.
- De forhenværende fuglekonger får medalje for det og en halskæde med emblem på, fortæller Per Munch.
Den nye fuglekonge blev Peter Mogensen, og den titel får man ikke ved selv at skyde godt. Der er et system, hvor man skyder for hinanden uden at vide hvem. Det var den afgående fuglekonge Flemming Hansen, der skød det afgørende skud, der udløste den ny fuglekonge - det sker, når man rammer brystpladen.
Og den, der gør det, får så titel af skyttekonge.
Der uddeles også en titel af kronprins til den, der rammer venstre vinge - den gik til Christian Knudsen.
De mange titler uddeles med et glimt i øjet, fortæller Per Munch.
- Fuglekonge er det ypperste. Det kan man kun være en gang i sit liv, fortæller han og uddyber, at det er en særlig oplevelse at blive hentet af sådan en flok - han har selv prøvet det engang.
- Det sætter sig i en, og den oplevelse vil man gerne, at den nye konge skal have. Vi griner alle sammen, og vi har en god historie, forklarer han.
Fuglekongen har også en tradition, hvor de andre skydebrødre inviteres til middag hos ham i foråret.
- Det er en social forening, siger Per Munch.
Fugleskydningen er kun for mænd og er en gammel tradition, der i Brønderslev går tilbage til 1903.
- Det var 89. gang, vi havde fugleskydning, og der var 62. gang efter Anden Verdenskrig, fortæller Per Munch, der peger på, at traditionen har været afbrudt under de to verdenskrige.
På dagen deltog også en, der var med for 50. gang i træk. Det var P. C. Knudsen, der også er æresmedlem i skyttelauget.
Der kommer løbende nye folk med i skyttelauget, det sker meget fra mund til mund.