53 projekter får støtte
Vækstfond har uddelt 2,6 mio. kroner til lokale formål
VENDSYSSEL: 53 nordjyske projekter primært i Brønderslev og Jammerbugt Kommune kan se frem til til sammen 2,6 mio. kroner i støtte fra SE Vækstpulje Nyfors.
Brønderslev Hallerne og Jerslev Sterup Idrætsforening har hver fået 100.000 kroner., mens Brønderslev Tennisklub, Plejehjemmet Kornumgård og PSI Serritslev hver har fået 50.000 kroner.
Den største enkeltmodtager er Gøl Båden i Jammerbugt Kommune, hvor frivillige restaurerer en båd, som den ville se ud, da den blev bygget i 1908. Den har fået 200.000 kroner.
Der er også penge til en ny erhvervskostskole i Vittrup i Hjørring Kommune - 100.000 kroner. Det er en erhvervskostskole målrettet unge over 16 år, primært de 18-25-årige, som har svært ved at finde fodfæste i job, uddannelse og tilværelsen generelt.
Foreningssamvirket for Vrensted og Omegn har fået et af de større beløb med 150.000 kroner.
Formand for SE Vækstpuljen Nyfors Karsten Frederiksen glæder sig over, at man kan være med til at skabe glæde og vækst i nordjyske lokalområder.
- Ansøgningerne er nøje gennemgået og udvalgt efter, at pengene kommer ud at leve i de projekter, som enten er nytænkende eller som glæder mange mennesker. Og det mener vi, at de udvalgte projekter gør, oplyser han i en pressemeddelelse.
Puljen blev etableret i foråret 2016 i forbindelse med fusionen mellem SE og Nyfors. Puljens penge skal gavne tiltag i SE’s nordlige forsyningsområde.
I alt 120 havde søgt om støtte fra puljen. Det var anden gang, den deler penge ud, og der bliver to omgange mere i 2017. Næste runde har ansøgningsfrist 1. juni.
Det er for nylig besluttet, at puljen får 100 millioner mere til uddeling - og der vil blive uddelt med op til 15 mio. om året over de næste ti år.