Billede beskrivelse

40 medarbejdere uden arbejde - amerikanske ejere lukker lokal afdeling

10. august 2023 kl. 15.09

Det var en tung besked, tillidsrepræsentant Bjarne Madsen tirsdag kunne give sine kollegaer, da det blev offentliggjort, at Trinseo lukker sin produktion i Brønderslev til nytår og forventer sine lokaler helt tomme midt i 2024.

Omkring 40 medlemmer af 3F og HK mister jobbet, når Trinseo lukker produktionen. Og de skal hjælpes videre til nye jobs hurtigst muligt, lyder det fra 3F i en pressemeddelelse.

Billede beskrivelse

- Det er alvorligt for vores medlemmer. Lukningen af Trinseo kommer på et tidspunkt, hvor vi netop har mistet en anden stor arbejdsplads, da Danish Crown meldte ud, at de ville lukke deres slagteri i Sæby. Det betyder, at vi skal arbejde ekstra hårdt for at hjælpe de af vores medlemmer, der skal ud at finde nyt arbejde, fortæller Mette Vestenbæk, som er næstformand i 3F Midtvendsyssel.

Mette Vestenbæk havde tirsdag møde med ledelsen på Trinseo for at sikre de bedst mulige vilkår for de opsagte medarbejdere. Mødet varede til godt ud på aftenen. Og det fortsætter igen i dag.

- Uanset hvordan vi kigger på det, er det her en træls situation for vores medlemmer. Det skaber en stor usikkerhed, når man mister sit arbejde. Men vi er klar til at sørge for, at vores medlemmer kommer så skånsomt igennem den her situation, som muligt, siger Mette Vestenbæk. 

- Vi ved med vores erfaring, hvor stor en betydning et job har for ens hverdag, så vi står klar til at hjælpe vores medlemmer bedst muligt igennem denne situation, siger Karina From Larsen, Faglig Konsulent ved HK Nordjylland.

Ifølge 3F har Trinseo i Brønderslev leveret gode økonomiske resultater, og tjener i år flere penge, end de amerikanske ejere har budgetteret med. Alligevel vælger de nu at lukke virksomheden og opsige samtlige medarbejdere. De ca. 40 opsagtes repræsentanter fra HK og 3F har i løbet af tirsdag haft møde med virksomhedens advokat og direktør. 

Billede beskrivelse

- Vi knokler for, at vores medlemmer og de andre ansatte på virksomheden kan få den information omkring situationen, de har behov for, hurtigst muligt, siger Mette Vestenbæk og Karina From Larsen samstemmende.

- Det er svært for vores medlemmer at forstå, hvorfor virksomheden pludselig skal dreje nøglen om, når økonomien er god. Det her handler jo ikke om, at mine medlemmer ikke har skabt overskud for deres arbejdsgiver. Og derfor føles det ekstra uretfærdigt. Virksomheden har medarbejdere, der har været ansat i op til 36 år, en virksomhed vi lokalt har sat pris på altid at have et godt samarbejde med, siger Mette Vestenbæk.

Trinseo i Brønderslev producerer bl.a. specialprodukter i plexiglas i forskellige farver og med lys - bl.a. skilte til facader.

Omstruktureringer

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Trinseo. Men af meddelelser på firmaets internationale hjemmeside fremgår det, at man i midten af juli omstrukturerede sin ledelse for at skabe en mere strømlinet organisationsstruktur – og her reducerede ledelsens antal fra 12 til ni medlemmer.

Af hjemmesiden fremgår det i en meddelelse fra 3. august, at omsætningen i de to første kvartaler af i år er faldet, og at man p.t. arbejder på at sænke driftsomkostningerne, herunder antal ansatte og andre reduktioner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste