40 år med plads til både elite og hygge
Masser af gratulanter benyttede den forgangne lørdag på at lægge vejen forbi Brønderslev Billard Klub. BKB83, som klubben hedder i forkortet udgave, havde inviteret til reception i anledning af 40 året for stiftelsen.
I 1983 blev Brønderslev Billard Klub og Fredensbo Billardklub således slået sammen. De to havde i forvejen til huse, dør om dør. Efter ekstraordinære generalforsamlinger i begge foreninger – ikke helt uden sværdslag - blev sammenlægningen en realitet. Skillevæggen blev slået ned og grundlaget for den fortsatte eksistens etableret.
Og 40 år senere er BKB83 altså fortsat en sund og driftig forening. Det fastslår den mangeårige formand, Jens Grønbech, der i sin jubilæumstale især hæftede sig ved klubbens mange sociale tiltag. Alt fra andespil til fisketure kendetegner sammenholdet i klubben, hvor der er plads til både elite og hygge.
- Sidste år fik vi eksempelvis 2 landsmestre. De tilhører selvfølgelig eliten, men ellers spiller hovedparten mest for hyggens skyld, fortæller formanden.
Han glæder sig ligeledes over en løbende tilgang af nye medlemmer.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har en ganske høj gennemsnitsalder. Den ligger på et godt stykke over de 60. Der er et naturligt frafald, men vi er heldigvis begunstiget af lige så stor tilgang. De fleste medlemmer er aktive, men en del kommer også i klubben kun for selskabets skyld. Det er også helt fint, lyder det fra Jens Grønbech.
85 medlemmer
Formanden suppleres af bestyrelsesmedlem Dennis Jørgensen. Han har været medlem af foreningen siden begyndelsen og han er ikke i tvivl om, at der også fremover er basis for billard i Brønderslev.
- Jeg håber og tror, at klubben stadig er her om 40 år. Der kan selvfølgelig ske meget. Corona er nok den største udfordring vi har mødt. Det kostede en del på økonomien, men ellers ser jeg ingen grund til, at der ikke også i mange år fremover spilles billard på denne adresse. Vi har et rigtig godt klubliv og nogle velvillige sponsorer. Desuden har vi reetableret en fornuftig økonomi, forklarer han og bakkes op af Hans Peter Nielsen, ligeledes fra bestyrelsen.
- Vi lejer os jo ind i kommunale lokaler, så med mindre, kommunen ønsker noget andet, så er vi sikret tag over hovedet. Desuden har vi selv investeret i en større renovering med blandt andet en ny café. Rammerne er i hvert fald i orden og klar til fremtiden, siger Hans Peter Nielsen
Brønderslev Billard BKB83 tæller for tiden 85 medlemmer i alderen 17 til 90 år. Klubben tilbyder både kegle- og carambolebillard.