Billede beskrivelse

40 år med isenkram

24. juli 2017 kl. 07.37

Isenkræmmer Toni Poulsen, Parallelvej 21, Løkken, kan tirsdag 1. august fejre 40-års jubilæum i Imerco.

Toni Poulsen er på det nærmeste opflasket med isenkrambranchen. Faderen, Poul Andersen, drev isenkramforretningen Importøren i Nørregade i Løkken, så kravlegården med lille Toni blev ofte anbragt i butikken.

Da Toni var vokset fra kravlegården hjalp hun med at fjerne avispapir på fortovet, og da hun kunne nå disken, begyndte hun at ekspedere.

Det var derfor naturligt, at hun kom i lære. Det skete hos isenkræmmer Søren Holm i Hjørring. Her var hun ansat i 36 år, og altså også efter at firmaet i 1998 blev til Imerco. For fire år siden rykkede hun til Imerco i Brønderslev.

Toni Poulsen holder meget af sit job. Hun synes den udvikling, der sker, er spændende.

- Når man har været i branchen i 40 år, oplever man, at tingene kører i ring. De spisestel, der engang var moderne, dukker op, omend i nyt design.

- Mange piger samler stadig spisestel. Men nu bliver det ikke sat ind i et skab og kun fundet frem ved festlige lejligheder. Nu bliver det brugt i hverdagen. Mange gør meget ud af at pynte et pænt bord også i dagligdagen.

Selv synes Toni Poulsen godt om det kongelige porcelæn, og når det gælder pynteting, foretrækker hun Kaj Bojesens mange figurer.

Mens det i første år var kongelige figurer og platter i hundredvis, der blev langet over disken, er det i dag mere brugsting.

- Der findes et utal af redskaber og maskiner til brug i køkkenet, og der er masser af pyntegenstande, fortæller Toni Poulsen.

I de 40 år hun har været i branchen, er der masser af faste kunder, der dukker op i forretningen.

- Jeg synes også det er spændende at lære nyt fra de unge i butikken.

Toni Poulsen var i mange år morgenbader det meste af året i Løkken. Men nu aftenbader hun.

- Vi elsker stranden og havet, siger Toni Poulsen.

Også børnebørnene kræver lidt tid

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste