Billede beskrivelse

30 år som autoforhandler

24. oktober 2017 kl. 09.19

180 gratulanter lagde vejen forbi, da autoforhandler Ole Steen Jensen forleden markerede 30-året som selvstændig. Jubilæet løb af stablen i lokalerne hos Hou Auto, hvor Ole Steen Jensen har resideret de seneste 29 år. Det første år foregik salget fra ejendommen Vestergaard ved Ulsted.

Jubilaren var kun 23 år, da han begyndte at sælge biler. Sideløbende var han ansat i henholdsvis socialforvaltningen og skatteforvaltningen i den daværende Hals Kommune. Efter seks år på deltidsbasis tog Ole Steen Jensen dog springet og blev som 29-årig autoforhandler på fuld tid.

Udover salget af biler til både private og erhvervsdrivende består Hou Auto i dag også af et stort dækcenter. Endvidere udgøres forretningen af engrossalg af reservedele.

- Med mine kun 53 år regner jeg også med at kunne holde 50 års jubilæum som bilforhandler, siger Ole Steen Jensen. Han slår dog fast, at de næste 12 år gerne må være baseret på deltid. Ved det kommende kommunalvalg stiler jubilaren således mod en plads i Aalborg Byråd for partiet Venstre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste