3. halvlegsstemning får mænd til at kvitte tobak
Ingefærshots, kaffe på terrassen og gåture er det der skal til for at få de aalborgensiske mænd til at springe ud i det røgfri
I denne uge er det Mens Health Week og derfor særligt fokus på mænds sundhed.
Og vendes kikkerten bag ud, så melder Aalborg Kommune om succes med er et rygestopforløb kun for mænd.
Kommunen har siden december 2016 tilbudt det særlige rygestopforløb - Spring ud i det (røg)fri. Et udendørs rygestopforløb kun for mænd.
En dugfrisk evaluering af tilbuddet viser meget positive resultater i og med at hele 73 procent af mændene var røgfrie ved kursets afslutning og 54 procent fortsat røgfrie efter tre måneder.
Der er mandehørm, drillerier, godt humør og højt til loftet på holdet, som samtidig giver plads til svære tanker og samtaler.
- Mange mænd kan have svært ved at rumme tanken om at deltage på et rygestopkursus, hvor man sidder i rundkreds og taler om det, der er svært omkring rygning og rygestop.
- Vores rygestopkursus for mænd er derfor et kursus som ikke foregår i et lokale i rundkreds, men udendørs og skulder-ved-skulder, i mens man foretager sig noget.
- Når man står op, er det som mand lettere at udtrykke sig. Den uformelle tone gør det lettere for mændene at byde ind, hvis de har noget på hjertet, fortæller Brian Rohde, rygestopsinstruktør i Aalborg Kommune
Selv om mændene er meget forskellige, er der en stor fællesskabsfølelse på holdet.
Den yngste er 22, den ældste er 76 år.
Der er gifte, ugifte og fraskilte mænd.
Nogle har hjemmeboende børn, udeboende børn og børnebørn.
Nogle har røget i 5 år, andre i 60 år.
Nogle røg 5 cigaretter om dagen i stor nydelse, mens andre kæderøg 60 cigaretter om dagen uden at tænke videre over det.
- Aldersspredningen har givet en god dynamik på holdet, og jeg er ikke i tvivl om, at forskelligheden blandt mændene har været medvirkende til holdets succes. De unge mænd har fået de ældre mænd til at live lidt op, og de ældre mænd fik de unge mænd til at slappe lidt af og lytte efter, siger Brian Rohde.
Med de positive resultater og erfaringer Spring ud i det (røg)fri har giver, er det selvfølgelig et tilbud kommunens mænd, som ønsker at kvittet tobakken, fortsat vil få.