250 drenge og piger var samlet til fodboldskole

21. juli 2022 kl. 12.07

For første gang blev der holdt Vendsyssel Fodboldskole på BI-Centeret.

Det oplyser BI Fodbold i en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- Der var hele ugen fra mandag til søndag fyldt med børn og unge på græsbanerne, hvor der både var plads til en masse fodbold, men også tid til nye kammeratskaber. I alt var der ca. 250 piger og drenge som deltog gennem ugen. Fra mandag til torsdag var der fodboldskole for U7-U12, som blev afsluttet torsdag med brandbil og vandkamp, som efterhånden er ved at være en fast tradition.

Fredag eftermiddag kom U13-U15 med madras og sovepose, hvorefter de sov hele weekenden på BI-Centeret. Her var der også tid til andet end fodbold, blandt andet en masse spil om aftenen og en tur i svømmehallen.

Lørdag var der også besøg af de mindste, hvor der var arrangeret fodboldskole for tumlinge-U6.

- Dette var første gang, men med lidt over 40 deltagere er det bestemt ikke sidste gang.

Det var også første år, hvor fodboldskolen var åbent for andre foreninger, så alle spillere i og omkring Brønderslev Kommune også fik mulighed for at deltage, og samtidigt går en del af tilmeldingsbeløbet også til den enkelte forening.

- Til fodboldskolen var over 20 spillere fra andre foreninger, og ambitionen er allerede nu, at dette skal være fordoblet til næste år, skriver BI Fodbold i pressemeddelelsen.

At der allerede kommer Vendsyssel Fodboldskole 2023 er helt sikkert, og man er allerede godt i gang med planlægningen.

- Målet for 2023 er samlet 350 deltagere og gerne med mange deltagere fra forskellige klubber, oplyser Peter Sanderhoff Nielsen fra BI Fodbold i pressemeddelelsen.

Sparekassen Danmark var hovedsponsor for fodboldskolen, og BI Fodbold oplyser, at de har givet tilsagn til at være det igen til næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste