25 nye nordjyske job
25 arbejdspladser flyttes "hjem" til Brønderslev. Det er Cubic-Modulsystem A/S, der har valgt at lukke afdelingen i Helsingør senest med udgangen af juni i år.
Det er produktionen af rustfri kapslinger til blandt andet fødevare-, medicinal- og vindindustrien, der bliver overflyttet til fabrikken i Brønderslev, og det sker løbende fra midt i denne måned frem til sommer.
- Siden overtagelsen i 2014 er der foretaget investeringer i ny teknologi og gennemført omfattende produktionsoptimeringer hos Cubic-Starfo i Helsingør, for at bevare de 25 arbejdspladser. Men desværre har det ikke haft den ønskede effekt, forklarer direktør Jesper Fristrup.
- Derfor har vi valgt at flytte produktionen til Brønderslev. Her har vi de nødvendige rammer, og det giver os mulighed for i højere grad at udnytte det topmoderne produktionsapparat, Cubic gennem årene har investeret i.
Jesper Fristrup fortæller, at alle kompetencer og teknisk knowhow naturligvis bliver overført i tide til Brønderslev.
- Den høje kvalitet, det velkendte serviceniveau samt vores leveringssikkerhed flytter naturligvis med. Så overflytningen forventes ikke at at få nogen praktisk betydning for kunderne.
- Ikke alene påregner vi at kunne fastholde det nuværende antal arbejdspladser. Vi venter også på sigt at skabe nye jobs i det nordjyske, slutter Jesper Fristrup.
Cubic-Modulsystem A/S tæller ca. 350 medarbejdere, og har en omsætning på ca. 400 mio. kr. Cubic har datterselskaber i ni lande, men har partnere i godt 25 lande.