25-årig åbner egen salon i Brønderslev

Klip: Det skal være en helhedsoplevelse at være kunde, siger den unge frisør

24. august 2020 kl. 14.09
Opdateret 25. august 2020 kl. 11.45

Efter fem år som frisørsvend har 25-årige Visti Villadsen slået dørene op til sin egen salon i Brønderslev.

I sidste uge åbnede han Frisør Visti i Arkaden 2, og allerede nu er der godt gang i bookingerne.

Men hvorfor dog satse så stort som 25-årig? Tja, ifølge Viste er det en drøm for mange frisører at få deres eget.

- Det er et kreativt, skabende fag, hvor man selv bestemmer alt fra indretning til image, konstaterer han.

- Og nu bød muligheden sig her i disse skønne lokaler. Jeg synes, det er en helt perfekt beliggenhed, og jeg glæder mig til at etablere samarbejder med byens øvrige modebutikker. Jeg har allerede fået lavet nogle spændende aftaler, tilføjer Visti. Han hæfter sig videre ved, at Brønderslev er en by med ganske mange frisører. Alligevel er han altså ikke tilbageholdende med at starte for sig selv.

- Her hos mig skal det være en helhedsoplevelse at være kunde. Det er min ambition, at alle skal gå herfra med en følelse af at have været på wellnessophold. Forkælelse, professionel rådgivning og god tid er i højsædet, fastslår den unge frisør.

Og i en tid, hvor corona-virus får os alle til at stoppe op og tænke over livet, forsøger Visti også at skille sig ud med en rolig, varm og professionel atmosfære. - Blandt andet derfor har jeg investeret i en massagevaskestol, fortæller han. – Her kan de kunder, der måtte trænge til en times break fra hverdagen booke en hovedbundsmassage, en hårkur og en styling, mens massagestolen laver sine små mirakler.

Jo, Visti Villadsen har intentioner om, at salonen skal være mere end et sted, hvor man får ordnet sit hår. Det afspejler sig også i håndplukkede produkter – heriblandt veganske produkter og produkter uden parabener. Og så kan man i øvrigt, som det eneste sted i byen, få såkaldte ”Hairtalk-extensions” påsat hos Frisør Visti.

Visti Villadsen er i sin tid uddannet frisør hos City Klip i Nygade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste