20 år med fremgang

02. september 2017 kl. 08.30

- Det har været 20 gode år. Jeg har aldrig været ked af at skulle på arbejde her i brugsen. Jeg har alle årene været omgivet af søde kunder, skønne kolleger og en fantastisk fremsynet bestyrelse.

Sådan lyder det fra John Damborg, der onsdag aften markerede sit 20 års jubilæum som uddeler hos Superbrugsen i Vester Hassing. Det foregik med manér, og mens der blev fristet med Open by Night frem til kl. 21, så bidrog brugsen også med 20 procent på alle varer samt gratis is.

Men der var også en del at fejre. Under John Damborgs ledelse er brugsen i Vester Hassing vokset markant. I 2002 blev der etableret nyt højlager, og gennem årene er lagerkapaciteten stort set fordoblet. Butiksarealet er ad flere omgange øget, og i 2005 blev der tilmed foretaget et kædeskift fra Dagli’brugsen til Superbrugsen.

- Og vi har fortsat planer, konstaterer John Damborg.

- Jeg er ret sikker på, at vi i de kommende år lancerer mange flere tiltag. Vi har en strategi om kontinuerligt at udvikle os, og vi arbejder hele tiden med en 5-årsplan. Om jeg fortsat er her om 20 år, ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg vil ikke have noget imod det, fortsætter jubilaren.

På aftenen var der i øvrigt også mulighed for at møde den lokale racerkører, Jonas Linhart.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste