18 Ulsted-spejdere på landslejr
"Vi sætter spor" er temaet for den store spejder-landslejr, der i disse dage afvikles i Sønderborg. Fra den 22. til den 30. juli er 35.000 spejdere fra både ind- og udland samlet om aktiviteter og fællesskab i det fri. Hiking, natløb og adventurespejd er nogle af overskrifterne for det ugelange forløb, der også har lokal deltagelse.
18 børn og voksne fra KFUM-spejderne i Ulsted deltager således i landslejren. Den yngste er 8 år, mens den ældste har rundet de 63.
Vejret har de ikke med sig, og det spiller vel dybest set heller ingen rolle på en spejderlejr?! Der skal stadig saves brænde og skrælles gulerødder for at få dagligdagen til at fungere.
På ægte spejdermanér holder Ulsted-lejren fanen højt med godt humør og kammeratskab.